Øvelse 1: Havets overfladetemperatur


Som vi har set tidligere, er havtemperaturen tæt forbundet med mange forskellige globale processer. Vandets temperatur påvirker ikke kun havenes vandtransport, men også hele verdens klima. Havoverfladen er i direkte kontakt med atmosfæren oven over den, og derfor er det vigtigt at overvåge dens temperatur for at kunne forudsige vejret og klimaet blandt så mange andre ting.
 
 
 
 
Golfstrømmen fra rummet - Havets overfladetemperatur (Sea Surface Temperature = SST)
 
 
Der er mange måder at måle havets overfladetemperatur (SST) på, og der er nok data til at tilfredsstille forskellige målanalyser. I vores casestudie er vi interesserede i at spore et større strømsystem, og til det formål kan målingen af SST fra rummet med termisk infrarød radiometri eller passiv mikrobølgeradiometri give os værdifulde oplysninger. Begge metoder har fordele og ulemper, så de bedste billeder fås ved at kombinere dataene modtaget fra de to typer af sensorer.

Alle overflader udsender stråling. Jo højere overfladetemperatur jo større stråleenergi udsender overfladen. Dette kaldes "termisk emission". Infrarøde radiometrisensorer opfanger den termiske emission fra den øverste 0,01 mm af havet betegnet "skin SST". Partikler i atmosfæren (især skyer) absorberer dog noget af energien, og på den måde er det ikke al den udsendte stråling, der når sensorerne. Af den grund bliver termisk infrarøde målinger ofte lagt sammen til ugentlige eller månedlige billeder, der samler al den nødvendige information til at danne skyfrie billeder.

Fordelen ved passiv mikrobølge er, at langbølgestråling næsten ikke påvirkes af skydække. Stråleeffekten i dette elektromagnetiske område er dog lavere, og dermed er der ringere nøjagtighed og opløsning sammenlignet med SST opnået via termisk infrarøde målinger.

De månedlige, kombinerede billeder, der bruges i den følgende øvelse, er multisensorbilleder optaget af både AVHRR-sensoren (Advanced Very High Resolution Radiometer) om bord på NOAA's POES-satellit (Polar-orbiting Operational Environmental Satellite), og AMSR-E (Advanced Microwave Scanning Radiometer - EOS), som er en af de seks sensorer om bord på Aqua-satellitten (EOS PM).
 
 
Øvelse med LEOWorks
 
Åbn et af de SST-billeder, der ligger i linket i menuen til højre.

1. Sammenlign SST-billedet med et kort i dit atlas. Kan du identificere Golfstrømmen?

2. Undersøg SST-billedet omhyggeligt. Se på temperaturskalaen - den er i Kelvin. Hvad er gennemsnitstemperaturen på Golfstrømmens overflade? Du kan konvertere til Celsius.

Lav nu en animation med SST-dataserien fra juli 2011 til juli 2012. Identificer Golfstrømmen, og observer, hvordan temperaturerne varierer i løbet af året.

Åbn Tools/Animation. Brug Add til at tilføje billederne, og vælg en passende animationshastighed. Du kan bruge preview til at gennemse animationen, inden du gemmer den.

3. Undersøg ændringerne, og giv to grunde til, at Golfstrømmen kan beskrives som en dynamisk strøm.

4. Identificer, i hvilken måned Golfstrømmen har den laveste temperatur, og i hvilken måned temperaturen er højest. Hvad kan du konkludere om Golfstrømmens årstider?

5. Vælg en måned, hvor Golfstrømmen er mest synlig på SST. Hvad er den omtrentlige temperaturforskel i forhold til de omgivende vande? Når man tager modstanden over for temperaturforandringer i store vandmasser i betragtning, ville du så sige, at det er en væsentlig forskel sammenlignet med resten af Nordatlanten? Er det en glidende overgang?

6. Er temperaturforskellen større ved højere eller lavere breddegrader? Prøv at forklare, hvad der forårsager denne opdeling.

7. Søg efter det seneste SST-billede af Golfstrømmen. Sammenlign det med den udleverede tidsserie, og beskriv eventuelle forskelle og/eller ligheder, som du kan identificere.


 
 
 
Last update: 8 August 2013


Golfstrømmen

 •  Indledning (http://www.esa.int/SPECIALS/Eduspace_Weather_DK/SEMWFQN18IH_0.html)

Baggrund

 •  Den nordatlantiske gyre (http://www.esa.int/SPECIALS/Eduspace_Weather_DK/SEMKGQN18IH_0.html)
 •  Havoverfladestrømme (http://www.esa.int/SPECIALS/Eduspace_Weather_DK/SEMTMQN18IH_0.html)

Øvelser

 •  Øvelse 2. Havets overfladehøjde (http://www.esa.int/SPECIALS/Eduspace_Weather_DK/SEMBKQN18IH_0.html)
 •  Øvelse 3: Strømhvirvler (http://www.esa.int/SPECIALS/Eduspace_Weather_DK/SEM5MQN18IH_0.html)

Eduspace - Software

 •  LEOWorks 4 (MacOS) (http://leoworks.asrc.ro/download/leoworks.app.zip)
 •  LEOWorks 4 (Linux) (http://leoworks.asrc.ro/download/leoworks.jar)
 •  LEOWorks 4 (Windows) (http://leoworks.asrc.ro/download/leoworks.exe)

Eduspace - Download

 •  GulfStream.zip (http://esamultimedia.esa.int/docs/The-Gulf-Stream1.zip)