ESA title
Området ved Svalbard set fra Envisat.
Agency

Åbent vand ved Nordpolen

20/09/2006 622 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Nye satellitdata viser dramatiske ændringer i det arktiske isdække. Fortsætter udviklingen vil man om få år kunne besejle de arktiske områder om sommeren

Inden for de næste 10 til 20 år vil vi se det første forsøg på at sejle Jorden rundt ved at passere det Arktiske Hav om sommeren.

Det spår Mark Drinkwater fra den europæiske rumfartsorganisation ESA på baggrund af opsigtsvækkende nye satellitdata, som viser, hvordan den globale opvarmning påvirker isen i Arktis. Blandt andet har der i sommer været et meget stort område med åbent vand, som strækker sig fra lidt nord for Svalbard ind i den russiske del af polarhavet og helt til Nordpolen. Området med åbent vand har et areal, der svarer til arealet af de britiske øer.

”Situationen ligner ikke noget, vi har observeret i tidligere år. Heller ikke i år med generelt lavt isdække. Det kan udmærket tænkes, at et skib i sommers kunne have passeret fra Spitzbergen eller fra Sibirien hele vejen til Nordpolen gennem et område, der normalt ville have været dækket af is”, siger Mark Drinkwater, der arbejder i ESA’s enhed for oceaner og is.

”Hvis denne trend fortsætter, vil Nordøst-passagen, også kaldet ”Den nordlige Rute” mellem Europa og Asien være åben i længere perioder”, tilføjer han.

De dramatiske ændringer er blandt andet observeret af ESA’s miljøsatellit Envisat. Optagelser fra to instrumenter ombord viser, at mellem 5 og 10 procent af den is, som har ”overlevet” sommeren uden at smelte, er blevet knust af storme i sensommeren. Samtidig viser instrumenterne, at havområdet mellem Spitzbergen, Nordpolen og Novaja Semlja i det hele taget har markant lavere koncentration af is end normalt.

Det arktiske isdække er blevet observeret af satellitter gennem de seneste 25 år. I denne periode er den samlede udstrækning af isdækket mindsket fra 8 millioner kvadratkilometer i begyndelsen af 1980’erne til et historisk minimum på 5,5 millioner kvadratkilometer i 2005. Ændringerne ses overvejende som et udtryk for den globale opvarmning.

Related Links