Bag rynkerne i Månens furede ansigt
Et kamera med høj opløsning kombineret med gunstige lysforhold betød, at ESA’s månefartøj SMART-1 kunne tage ekstraordinært skarpe billeder af Månens overflade. Missionen, der havde dansk udstyr ombord, sluttede i 2006, men der kommer fortsat nye videnskabelige resultater.
Månens furede overflade er et resultat af et bombardement af mindre himmellegemer udefra, men også af vulkansk aktivitet indefra. Nu hjælper skarpe billeder fra den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj SMART-1 med at vise, hvordan de forskellige geologiske processer på Månen har vekselvirket.
”Månens overflade er som skrøbelig hud, der er rynket som følge af lokale variationer i koncentrationen af masse eller af varmeudvikling i tidligere perioder. Vi er som læger, der forsøger at kortlægge huden”, siger Bernard Foing, videnskabelig medarbejder i SMART-1.
Fartøjet blev sendt op i september 2003 og endte sin mission ved en planlagt nedstyrtning på Månen september 2006. Under hele missionen blev fartøjet navigeret ved hjælp af stjernekameraer udviklet og fremstillet på Danmarks Tekniske Universitet.
SMART er en forkortelse for Small Missions for Advanced Research in Technology - altså små missioner, der tjener til at opnå teknologiske fremskridt inden for rumfarten. En af de nye teknologier ombord var et mikro-kamera, AMIE. Kameraet viste sig i stand til at give billeder med meget høj opløsning. Samtidig var fartøjets bane planlagt til at give ideelle lysforhold, så optagelserne ikke blev blændet af skarpt lys fra Solen. Resultatet er blevet en lang række enestående billeder. Forskerne har nu kombineret billederne med data fra den amerikanske mission Clementine, der viser den geologiske sammensætning af materialet i overfladen, og dermed fået langt mere detaljeret indsigt i de processer, der har skabt den overflade, som Månen har i dag.
Månen har ca. 50 såkaldte bassiner større end 300 km i diameter. Man mener, at de er skabt af asteroider og kometer, som har ramt under en periode, som kaldes Lunar Late Heavy Bombardment period, 350-370 millioner efter Månens dannelse. Nogle af bassinerne – navnlig på den side af Månen, som vender mod Jorden – blev senere fyldt op af lava fra vulkansk aktivitet.
I modsætning til Jorden har Månen ikke såkaldte tektoniske plader, der bevæger sig i forhold til hinanden og skaber jordskælv. Alligevel kan man godt lokalt se revnedannelser, hvor geologisk materiale forskydes. Det skyldes typisk forskelle i materialets massetæthed, for eksempel hvis et tungt legeme har ramt overfladen.
”Vi kan nu studere små variationer i de geologiske forhold, som vi ikke kunne se tidligere”, siger Bernard Foing.
Opfølgningen på SMART-1 missionen er i øvrigt ikke afsluttet. Forskerne arbejder også på analyser af andre sæt af optagelser under forskellige lysforhold, som blev udført under de sammenlagt halvandet år, hvor fartøjet var i kredsløb om Månen.
