Dansk astronaut-kandidat på vej
Videnskabsminister Helge Sander annoncerede i dag en kampagne for at finde en eller flere danske kandidater til ESA’s astronautkorps
Når den europæiske rumfartsorganisation ESA i 2006 foretager sin næste runde af ansættelser til det europæiske astronautkorps, skal der ligge mindst én dansk ansøgning i bunken.
Det annoncerede Helge Sander, minister for videnskab, teknologi og udvikling, på et pressemøde i dag i Tycho Brahe Planetariet i København.
I sidste ende er det ESA, der udvælger de nye medlemmer af astronautkorpset, men ministeren håber, at han med sit initiativ kan forbedre chancerne for, at en dansker kommer blandt de udvalgte:
”At få en dansk astronaut vil være vigtigt, både for dansk forskning og for erhvervslivet. Samtidig vil det få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab – og endelig vil det være med til at styrke vores identitet som danskere. Det vil være noget, vi kan stå sammen om”, siger Helge Sander.
Inden for de næste par uger bliver der nedsat et udvalg, som skal stå for det videre arbejde, som skal munde ud i, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i slutningen af 2005 vil have et eller flere navne klar som astronaut-kandidater. Der vil snarest komme en annonce i dagspressen med nærmere detaljer (læs mere på ministeriets hjemmeside, klik på linket ude til højre).