ESA-astronaut Paolo Nespoli på vej til ISS
ESA PR 31-2007. Paolo Nespoli tog af sted mod den Internationale rumstation tidligere her til aften om bord på NASA’s rumfærge Discovery. Med er også et nyt modul til rumstationen.. I rumfærgens lastrum ligger Node 2-modulet, det første europæisk byggede modul, der skal kobles permanent til stationen.
I dag blev rumfærgen Discovery opsendt fra NASA’s Kennedy Space Center i Cape Canaveral i Florida, kl. 11:38 lokal tid (17:38 dansk tid), og den kom fint ind i et lavt jordkredsløb ca. 8 minutter efter affyringen. På denne STS-120-mission, som er den tredje flyvning med rumfærgen i år, medbringer Discovery en besætning på 7 personer inklusive ESA-astronaut Paolo Nespoli fra Italien.
Den første dag i rummet helliges en række inspektioner under indflyvningen for at kontrollere, om Discovery har lidt nogle skader under opsendelsen. Derefter vil fartøjet manøvrere frem mod mødet med rumstationen (ISS). Sammenkoblingen er planlagt til at finde sted den 25. oktober kl. 14:33 dansk tid.
Formålet med denne 14-dages STS-120-mission er at levere og montere det italiensk byggede Node 2-modul – den første udvidelse af stationens arbejds- og opholdsområde i seks år. En anden hovedopgave er at flytte ISS P6-konsolsegmentet og igangsætte dets solpaneler og køleelementet.
Missionen vil også omfatte afløsningen af et af ISS-ekspeditionens besætningsmedlemmer. NASA-astronaut Clayton Anderson, der har haft fast ophold på stationen siden sin ankomst med besætningen STS-117 i juni, vil blive erstattet af NASA-astronaut Daniel Tani.
"Det er altid meget tilfredsstillende at se, at en mission er kommet godt i gang, efter at man har iagttaget alt det hårde arbejde med forberedelsen til den", siger Daniel Sacotte, direktør for ESA's aktiviteter inden for bemandet rumflyvning og vægtløshed. "Denne mission er især vigtig for Europa, fordi den leverer det europæisk byggede Node 2-element til ISS, der skal bane vejen for tilkoblingen af ESA's Columbus-laboratorium på den næste mission til stationen."
Nespolis Esperia-mission
Dette er Paolo Nespolis første rumflyvning, men han er ikke den første italiener til at besøge ISS siden byggeriet startede i 1998. Han følger efter de andre ESA-astronauter Umberto Guidoni (2001) og Roberto Vittori (2002 og 2005).
Nespolis mission, der er døbt Esperia efter det gamle græske navn for den italienske halvø, har udgangspunkt i seks flyvninger tildelt den italienske rumfartsorganisation (ASI) for leveringen af tre trykbeholdere til last (Multi-Purpose Logistics Moduler eller MPLM'er) til NASA gennem en bilateral aftale. Det tætte samarbejde mellem ESA og ASI førte til udpegningen af Nespoli, der er medlem af det europæiske astronautkorps, til denne ASI-flyvning.
I løbet af den komplicerede samlingsmission vil Nespoli spille en nøglerolle som astronauten, der styrer aktiviteterne inde fra fartøjet (IVA) under tre af de fem rumvandringer, herunder monteringen af Node 2. Som IVA-astronaut skal Nespoli koordinere aktiviteterne inde fra ISS under rumvandringerne, og derudover er han involveret i forberedelserne såsom konfigurering og afprøvning af rumdragterne og værktøjerne, assistance når astronauterne skal iføres rumdragterne, samt når trykket skal tages af og sættes på luftsluserne.
Nespolis andre ansvarsområder under Esperia-missionen omfatter gennemførelsen af et fælles program for ESA/ASI om eksperimenter vedrørende human fysiologi og biologi samt et antal undervisningsaktiviteter.
Node 2 baner vejen for Columbus
Node 2, eller ‘Harmony’ som den er døbt, er det andet af tre forbindelseselementer til rumstationen. Nodes forbinder de forskellige trykmoduler, så astronauter og udstyr kan passere fra det ene til det andet, og de leverer også vigtige ressourcer som elektricitet til modulerne samt sørger for styring af klimasystemet.
Harmony bliver midlertidigt koblet til lugen på Node 1 under den første rumvandring den 26. oktober. Når rumfærgen forlader rumstationen efter afslutningen på STS-120-missionen, vil Node 2 blive flyttet til sin endelige placering - den fremadvendte luge på US Destiny-laboratoriet - ved hjælp af stationens robotarm.
Node 2 blev udviklet til NASA under kontrakt med europæisk industri med Thales Alenia Space som hovedentreprenør. ESA leverer dette element til NASA sammen med Node 3 som betaling for STS-systemets opsendelse af Columbus.
"Italien er stolt af sin rolle i denne mission og generelt af sin rolle i ISS-programmet. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med ESA om styringen af denne mission," siger Simonetta di Pippo, ASI direktør for Rumobservation og koordinator for ASI's Esperia-mission. "Vi ønsker Paolo og STS-120-besætningen en succesfuld mission. Efter MPLM'erne bliver endnu et modul bygget af italiensk industri et nøgleelement i samlingen af ISS, og det er en væsentlig bekræftelse på europæisk og italiensk kapacitet, som vi kan satse på til de næste faser i udforskningen af rummet."
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Franco Bonacina, Head of Media Relations Office
Communication Department
ESA, Paris
Tel: +33 (0) 1.53.69.71.55
Fax: +33 (0) 1.53.69.76.90
Email: media @ esa.int
Francesco Rea
ASI – Head of Media Relations Office
Tel: +39 06 8567235/7
Fax: +39 06 8416265
Email: francesco.rea @ asi.it