ESA følger Nobelpris-forskning op

Hvordan så der ud kort efter den store eksplosion – det såkaldte Big Bang – der lagde grundlaget for det univers, vi kender i dag? Er det rigtigt, som mange fysikere tror, at universet dengang gennemgik en periode, hvor det udvidede sig ekstremt hurtigt?

De spørgsmål optager årets Nobelpris-tagere i fysik, amerikanerne John C. Mather og George F. Smoot. De har baseret deres forskning på data fra den amerikanske satellit COBE (COsmic Background Explorer), der blev sendt op i 1989. COBE gav de første beviser på, at den såkaldte kosmiske baggrundsstråling, som man hidtil mente kom jævnt fra alle retninger af universet, i virkeligheden ikke er ensartet. Man mener, at de små variationer skyldes, at stoffet i det tidlige univers ikke var helt ens fordelt. Det er disse dengang ganske små forskelle, som gennem milliarder af år er blevet forstærket og har givet anledning til dannelsen af de stjerner, planeter og andre objekter, vi kender i dag.

I 2008 sender den europæiske rumfartsorganisation ESA rumfartøjet Planck op. Et avanceret rum-observatorium, som skal kortlægge variationerne i den kosmiske baggrundsstråling med en nøjagtighed, der er langt større, end man hidtil har været i stand til at opnå. Instrumenterne ombord på Planck får 10 gange så høj følsomhed som COBE’s instrumenter, og da opløseligheden samtidig er mere end 50 gange så høj, bliver det samlede resultat, at Planck bliver ca. tusind gange så kraftfuld som sin amerikanske forgænger.

Danske rumforskere fra Danmarks Rumcenter; Nordisk Institut for Teoretisk Fysik samt den danske virksomhed TICRA er med til at skabe Planck (læs artiklen ”Lille spejl i rummet der”, klik på linket ude til højre).

Planck skal placeres i det punkt, som inden for rumforskningen kaldes L2 (Lagrange punkt 2). Det ligger ca. 1,6 millioner km fra Jorden – i modsat retning af Solen. Her er det muligt for en satellit at opnå en bane med samme omløbstid om Solen, som Jorden har – et år. Ideen er, at satellitten hele tiden kigger væk fra Solen. På den måde undgår man, at strålingen fra Solen, som naturligvis er ekstremt meget kraftigere end den svage baggrundsstråling, kommer ind og blænder instrumenterne. Ved samtidig at vælge placeringen i L2 opnår man, at satellitten hele tiden kan kommunikere med Jorden, da den følges med Jorden i kredsløbet omkring Solen.

Strålingen har en temperatur på ca. 2,7 grader Kelvin – altså 2,7 grader over det absolutte nulpunkt (som er på ca. – 273 grader C). Plancks instrumenter skal være i stand til at opfange variationer i strålingen på helt ned til en mikro-Kelvin (altså en milliontedel grad).