En tur i rummet med DTU
Har du en god ide til en lille satellit-mission? En jury med blandt andre tv-meteorolog Divya Das Andersen vælger et eller flere projekter, som får lov at komme med ombord på Danmarks Tekniske Universitets næste satellit
Meteorolog Divya Das Andersen, kendt fra DR TV, astrofysikeren Anja C. Andersen, der blandt andet forsker i solsystemets oprindelse, samt DTU’s egen medievante professor John Leif Jørgensen er tre af de kendte dommere i en usædvanlig konkurrence arrangeret af Ørsted-DTU. Et eller flere vinderforslag vil simpelthen få mulighed for at blive realiseret og sendt op ombord på DTU’s næste satellit.
”Vi håber, at konkurrencen vil inspirere studerende og andre med interesse for rumfart til at komme frem med deres gode ideer. For nogle af vore egne studerende vil konkurrencen være en forsmag på de krav, man vil møde, når man skal have sine ideer igennem i ”rigtig” rumforskning, som for eksempel ESA’s”, siger projektkoordinator René Fléron, Ørsted-DTU.
Har man en god ide, skal man ikke tøve for længe. Deadline er 25. oktober 2005.
”Det er kort tid, men til gengæld er det nok med en beskrivelse af ideen for at deltage i konkurrencen”, siger René Fléron.
Deltagerne skal fremlægge deres forslag mundtligt over for dommerpanelet ved et arrangement på DTU den 10. november 2005. Det eller de forslag, som udvælges, skal efterfølgende realiseres. Det vil ske i et samarbejde mellem vinderne og de involverede institutter på DTU. Samarbejdet skal blandt andet sikre, at projekterne kan indpasses i DTU’s koncept for studentersatellitter.
Dommerpanelet består ud over Divya Das Andersen, Anja C. Andersen og John Leif Jørgensen af teknologichef Flemming Hansen, Danmarks Rumcenter, Peter Høeg, professor ved Aalborg Universitet samt projektchef Per L. Thomsen, Danmarks Rumcenter.