Europa genopdager Månen med SMART-1
ESA PR 30-2006. Nu kan også europæerne sige, at de har været på Månen. Tidligt om morgenen den 3. september (omkring kl 07:40 dansk sommertid efter de nuværende beregninger), vil en europæisk satellit afslutte sin mission og lave et lille krater på Månens overflade.
Historien tog sin begyndelse i september 2003, hvor en Ariane 5 løfteraket blev affyret fra Kourou i Fransk Guyana for at bringe ESA’s månefartøj SMART-1 i kredsløb om Jorden. SMART-1 er en lille ubemandet satellit, der vejer 366 kg, og som omtrent passer i en 1 meter bred terning uden de 14-meter lange solpaneler (der var sammenfoldet under opsendelsen).
Efter opsendelsen fik det blide, men vedvarende skub fra fartøjets meget innovative elektriske drivmotor, der udstøder xenon gasioner, SMART-1 til at foretage spiralbevægelser rundt om Jorden. De øgede dens afstand til vores planet, indtil den efter en lang rejse på omkring 14 måneder blev "indfanget" af Månens tyngdekraft.
Afstanden er på 385.000 km mellem Jorden og Månen, hvis man altså rejser i lige linje. Imidlertid bragte denne bemærkelsesværdigt effektive motor rumfartøjet ud på en 100 millioner km lang spiralflyvning med et brændstofforbrug på kun 60 liter! Rumfartøjet blev indfanget af Månen i november 2004 og påbegyndte sin videnskabelige mission i et ellipseformet kredsløb om polerne i marts 2005. ESA’s SMART-1 er på nuværende tidspunkt det eneste rumfartøj omkring Månen, og det skal bane vejen for en flåde af internationale månefartøjer, der vil blive opsendt fra 2007 og frem.
Historien nærmer sig nu sin afslutning. Om natten mellem lørdag den 2. og søndag den 3. september vil man, hvis man ser på Månen med et kraftigt teleskop, formodentlig kunne se noget meget specielt ske. Som de fleste af sine forgængere på Månen vil SMART-1 afslutte sin rejse og udforskning af Månen med en forholdsvis brat landing. Den vil ramme Månens overflade i et område kaldet “Lake of Excellence”, der befinder sig i den midterste-sydlige region af Månens synlige skive kl. 07:41 dansk tid (eller ca. 5 timer tidligere, hvis fartøjet rammer et ukendt højdedrag under sit forudgående omløb).
Historien nærmer sig sin afslutning.
Efter 16 måneders indsamling af videnskabelige resultater i et ellipseformet kredsløb om Månens poler (i afstande på mellem 300 og 3.000 km) er missionen næsten slut. Rumfartøjets nuværende bane bringer det ind i en afstand af mindre end 300 km fra Månens overflade. Derved får fartøjet et tættere kig på specifikke mål på Månen før den kontrollerede landing på overfladen (kontrolleret betyder her hvor og hvornår). Derefter “dør” fartøjet ved landingen.
Med sin lave relative hastighed ved nedslaget (2 km/s eller 7.200 km/t) vil SMART-1 lave et lille krater på 5 - 10 m i diameter med en dybde på ca. 1 meter. ”Det er ikke større end et typisk krater fra en meteorit på 2 kg på en overflade, der allerede er kraftigt påvirket af naturlige nedslag”, siger Bernard Foing, videnskabelig medarbejder ved SMART-1 missionen.
Missionens kontrolteknikere i ESA’s kontrolcenter (ESOC) i Darmstadt, nær Frankfurt i Tyskland, vil følge de sidste øjeblikke før nedslaget trin for trin.
Store jordteleskoper vil være involveret både før og under nedslaget for at foretage observationer af begivenheden med forskellige formål:
- For at studere de fysiske aspekter ved nedslaget (udslynget materiale, masse, dynamik og involveret energi).
- For at analysere overfladens kemi ved at registrere den specifikke stråling, der udsendes af det udslyngede materiale (‘spectra’)
- For at assistere i den teknologiske vurdering: forstå hvad der sker med nedslagsfartøjet for bedre at kunne vide, hvordan fremtidige nedslagseksperimenter skal forberedes (for eksempel på satellitter der skal opfange meteoritter, der udgør en trussel mod vores planet)
Mediebriefing den 3. september, stor pressekonference den 4. september
Medierepræsentanter, der ønsker at overvære selve nedslaget på ESOC og dele den spændende oplevelse med specialister og videnskabsfolk, der er til rådighed for interviews fra tidligt om morgenen søndag den 3. september, eller som ønsker at deltage i pressekonferencen om mandagen den 4. september for at markere de første resultater fra nedslaget, skal udfylde den vedlagte registreringsblanket og sende den via fax til ESOC Communication Office inden torsdag den 31. august.
For yderligere oplysninger henvises til den samlede pressemeddelelse på engelsk og til: http://www.esa.int/SPECIALS/SMART-1/index.html for regelmæssige opdateringer.