ESA title
Lift-Off Ariane 5 ES-ATV
Agency

Europa opsender sit første forsyningsskib

09/03/2008 450 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

ESA PR 15-2008. Jules Verne er det første ubemandede fragtfartøj (ATV) fra den europæiske rumfartsorganisation ESA i en ny serie af selvstændige rumfartøjer beregnet til at levere forsyninger til den internationale rumstation (ISS). Fartøjet blev i morges sendt op i et lavt kredsløb med en Ariane 5 løfteraket. I løbet af de kommende uger skal fartøjet manøvrere for at mødes med og koble sig sammen med ISS for at levere last, brændstof, vand og ilt til rumstationen.

Opsendelsen skete kl. 05:03 dansk tid (01:03lokal tid) fra Guiana Space Centre, Europas rumstation i Kourou i Fransk Guyana. Til denne flyvning skulle man bruge den nye udgave af Europas arbejdsløfteraket Ariane 5ES, der er specielt beregnet til at løfte det næsten 20-ton tunge fartøj – det er mere end dobbelt så tungt som den hidtil tungeste last i en Ariane 5 raket – op i et lavt, cirkulært kredsløb med en hældning på 51,6 grader i forhold til Ækvator og forsynet med et øvre trin, der kan genstartes.

Den usædvanlige opsendelsesbane krævede anvendelse af to nye sporingsstationer, en på et skib i Atlanterhavet og en på Azorerne. Det øvre trin på Ariane 5 gennemførte først en 8 minutter lang antændelse over Atlanterhavet og kom ind i en 45 minutter lang fase uden drivkraft, hvor den fløj over Europa og Asien, før den genantændte i 40 sekunder hen over Australien. Adskillelsen af Jules Verne ATV skete kl. 06:09 dansk tid (02:09 lokal tid) og blev fulgt af en jordstation i New Zealand.

Det mest komplekse europæiske rumfartøj

ATV, ISS
ATV, ISS

Jules Verne ATV kredser nu om Jorden i det samme kredsløbsplan som ISS, men ved en højde af kun 260 km i forhold til stationens 345 km. Fartøjet monitoreres konstant af det faste ATV Control Centre i Toulouse i Frankrig. ATV kontrolcenteret er beliggende ved den franske rumfartsorganisation CNES, og det sikrer flyvekontrol under hele missionen i samarbejde med ISS missionskontrolcentrene i Moskva og Houston. Efter at have demonstreret sikkerhedsmanøvrerne i fri flyvning skal ATV udføre nogle manøvrer for at kunne mødes med ISS i løbet af det første mulige tidsrum for sammenkobling, der er planlagt til den 3. april efter afrejsen af NASA’s rumfærge Endeavour.

Jules Verne ATV, der er opkaldt efter den berømte franske forfatter fra det 19. århundrede, er det største og mest avancerede rumfartøj, der nogensinde er udviklet i Europa, og det kombinerer funktionerne i et ubemandet, fritflyvende fartøj, et styrbart rumfartøj og et rumstationsmodul. Det er omkring 10 m højt med en diameter på 4,5 m, og det vejede 19.357 kg ved opsendelsen. Det omfatter et 45 m3 trykmodul og et russisk bygget dockingsystem, der minder om systemerne på de bemandede Soyuz-fartøjer samt på Progress-forsyningsskibet. Det er omtrent tre gange større end sit russiske modstykke, og det kan levere ca. tre gange så meget last.

ATV er ligeledes det første rumfartøj i verden, der er designet til at foretage automatisk docking i fuld overensstemmelse med de meget skrappe sikkerhedsprocedurer, der kræves i forbindelse med bemandede rumflyvninger. Det har meget nøjagtige navigationssystemer og meget mere kompleks flyvningssoftware end om bord på Ariane 5.

Den komplette pressemeddelelse fås på engelsk.

Related Links