Jorden som aperitif for Venus
Gode billeder af Jorden og Månen viser, at instrumenterne ombord på Venus Express, der når frem til vores varme nabo foråret 2006, er i topform
Den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Venus Express, som blev sendt op 9. november, fjerner sig fra os med høj hastighed, men som afskedshilsen nåede det at tage en række gode billeder af Jorden og Månen.
Venus Express kunne ikke tage billederne straks efter opsendelsen, fordi kontrolteknikerne først skulle gennemføre en række manøvrer, der demonstrerede kontrol med fartøjet. Det varede to uger. På det tidspunkt var Venus Express allerede på stor afstand af Jorden. De nye billeder bidrager derfor ikke med ny væsentlig information om vores planet, men for forskerne bag Venus-missionen er de vigtige. Billederne viser nemlig, at instrumenterne ombord er i topform, så vi har lov til at stille forventningerne højt, når fartøjet når frem til Venus i april 2006, hvor det naturligvis vil få mulighed for at tage billeder på meget tættere hold.
Billederne er taget med instrumentet VIRTIS-M, et såkaldt spektrometer, som både registrerer synligt lys samt ultraviolet og infrarødt lys.
”Det er fint for os at have instrumentets optagelser af Jorden. På den måde vil vi kunne sammenligne Venus’ spektrum med Jordens spektrum, hvor begge er optaget med samme instrument”, siger Pierre Dossart, en af de to ledende forskere (Principal Investigators) for missionen.
De vellykkede optagelser og manøvrer i rummet bekræfter i øvrigt også, at fartøjets strømforsyning, som er leveret af danske Terma A/S, er i god form.