Klimaets år i europæisk rumfart
Året, hvor Danmark bliver vært for FN’s klimatopmøde, markerer samtidig indledningen på en perlerække af ESA-missioner, der skal forbedre vores forståelse af klimaet og de øvrige nøgleprocesser, som vores planet er underlagt
Året, hvor ledere fra verdens lande samles i København til klimatopmøde, bliver også året, hvor den europæiske rumfartsorganisation ESA yder et ekstraordinært bidrag til den videnskabelige forståelse af Jorden, ikke mindst af klimaet.
ESA har planlagt hele tre missioner inden for jordobservation til opsendelse i løbet af 2009, mens yderligere tre vil blive udvalgt til forstudier. Fælles for alle missionerne, som indgår i ESA’s Earth Explorer program, er, at de er valgt på baggrund af ønsker fra det videnskabelige samfund. For eksempel har klimaforskerne peget på, hvilke faktorer, der er mest usikre i grundlaget for klimamodellerne. Derefter har forskerne og ESA’s eksperter i rumfart arbejdet sammen om at udforme de satellit-missioner, der skal skaffe svarene.
Allerede til marts skal satellitten GOCE (Gravity Field and steady-state Ocean Circulation Explorer) til vejrs. Den skal måle Jordens tyngdefelt i hidtil uset detaljeringsgrad. Variationerne i tyngdekraften har stor betydning for havstrømmene og for fordelingen af de stigninger i vandstanden, som klimamodellerne forudsiger.
Næste opsendelse gælder SMOS (Soil Moisture and Ocean Salinity), der skal kortlægge vandindholdet i jordens overflade. Det er en af de store ubekendte i klimamodellerne. Instrumenterne kan også bestemme saltindholdet i havene, så det bliver en sidegevinst fra missionen, der er planlagt til opsendelse i juli.
Endelig skal satellitten CryoSat-2 sendes op i slutningen af året. I en tid, hvor gletschere trækker sig tilbage og arealet af is på de arktiske have svinder, er det af stor betydning at kortlægge processen nøjagtigt – også for at vide, om der er tale om en proces, der vil forstærkes.
Allerede i denne uge mødes flere end 250 forskere i Lissabon, Portugal, for at udpege tre fremtidige missioner under Earth Explorer programmet. De tre missioner vil i første gang blive godkendt til forstudier, der skal belyse bæredygtigheden af konceptet bag dem.