ESA title
Animationen viser udfoldelsen af linen, som frigav Fotino kapslen.
Agency

Længste struktur i rummet

14/11/2007 276 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Med en 30 kilometer lang line satte studerende verdensrekord i et eksperiment, som var et af ESA’s bidrag til en international mission. Linen indgår i udviklingen af en ny metode til at bringe prøver fra rummet uskadte ned til jorden.

Studerende fra de fleste ESA medlemslande plus USA, Rusland, Japan og Australien satte i september verdensrekord med deres eksperiment YES2 (Young Engineers Satellite) ombord på det russiske rumfartøj Foton-M3. Det lykkedes nemlig at udfolde en ca. 30 km lang line – i rumjargonen en tether – som dermed blev den hidtil længste struktur i rumfartens historie.

Formålet med at udfolde linen var at demonstrere potentialet i en ny metode til at bringe prøver fra rummet uskadte ned til jordens overflade. For enden af tetheren var anbragt en lille kapsel kaldet Fotino. Desværre blev kontakten til Fotino tabt, og det er endnu uvist, om det faktisk lykkedes at få kapslen uskadt ned.

”Kapslen kan være brændt op i Jordens atmosfære, den kan være havareret ved landingen eller den kan være landet i vanskeligt terræn i Turkmenistan, Kasakhstan eller Sibirien. Det kan også være, at dens radiosender ikke kan sende”, siger Roger Walker, der er projektleder for YES2 på ESAs uddannelseskontor.

Manglen på kontakt med Fotino betød, at man ikke umiddelbart kunne være sikker på, at linen havde foldet sig ud som planlagt. Derfor har teknikerne på ESA’s tekniske center ESTEC sammen med leverandøren Delta-Utec været nødt til at analysere en lang række data for at sikre sig, at verdensrekorden faktisk blev sat.

”Alle tilgængelige data peger på, at linen udfoldede sig helt, før Fotino-kapslet blev frigjort”, fortæller Roger Walker.

”Det betyder, at den mest udfordrende del af missionen var overstået, og at YES2 slog verdensrekorden for det længste menneskeskabte objekt, der har fløjet gennem rummet. Resultatet er en triumf for de studerende, der har bidraget med mange timers hårdt arbejde for at få virkeliggjort opsendelsen af YES2”.

Holdet af ingeniører fra ESTEC og Delta-Utec har stykket begivenhederne, der fandt sted 25. september, sammen ved at bruge såvel direkte som indirekte kilder. Nogle af de vigtigste spor er data fra det datalager, som har gemt alle data fra ESA’s eksperimenter ombord på Foton-M3. Disse inkluderer ubearbejdede data om hastigheden, som linen blev udfoldet med.

”Ved at kigge på data fra sensorer for linens udfoldelses-hastighed, er vi i stand til at vurdere, hvor meget af linen, der er blevet udfoldet og hvor hurtigt det er gået”, fortæller Michael Kruijff, der er den ledende system-ingeniør hos Delta-Utec.

”Vi kan se, at udfoldelsen har accelereret i de seneste faser. Vi har også fundet ud af, at linen blev udfoldet til mindst 29,5 kilometer eller nok nærmere til dens fulde længde på 31,7 kilometer i høj hastighed.”

Andre indirekte beviser kommer fra Foton-M3-rumfartøjets kredsløb. Data fra det amerikanske netværk US Space Surveillance Network, der fulgte Foton-M3, viser, at rumfartøjets kredsløb i forhold til jorden blev løftet ca. 1300 meter, da Fotino-kaplen blev frigjort fra sin line. Det svarer til et løft af kredsløbet som forventet for en 30 kilometers line. Overvågningsdata tyder ikke på, at Fotino forblev i kredsløb omkring Jorden. Det får holdet bag YES2 til at konkludere, at kapslen kom ind i Jordens atmosfære hurtigt efter sin afsendelse.

”Det er første gang, at en line har sendt en tilbagevendende kapsel ind i Jordens atmosfære, og vi er derfor meget tilfredse med, at den nyeste og mest udfordrende del af ideen bag eksperimentet er blevet demonstreret”, siger ESA’s Roger Walker.

Næsten 500 studerende fra de fleste ESA medlemslande plus USA, Rusland, Japan og Australien deltog i YES2. Af dem var 60 studerende med i de senere stadier af udviklingen og konstruktionen af hardware og software.

Fremtidige uddannelses-satellit projekter under ESA’s uddannelseskontor omfatter ESEO (the European Student Earth Orbiter), som er planlagt til opsendelse i 2010, og ESMO (European Student Moon Orbiter, ESMO), som er planlagt til opsendelse i 2011.

Related Links