ESA title
Olieforureningen i golfen fotograferet af Envisats radar ASAR 2. maj 2010.
Agency

Miljøsatellit ideel til at følge olieudslip

03/05/2010 277 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Kort efter eksplosionen på en olieboreplatform i Den Mexicanske Golf begyndte den europæiske miljøsatellit Envisat at forsyne de amerikanske myndigheder med billeder i næsten real tid af forureningen.

Mens befolkningen og medarbejderne i beredskabet langs Den Mexicanske Golf holder vejret i frygt for, at udslippet fra en boreplatform skal ramme kysten med ødelæggende virkning for dyreliv og fiskeri, er satellitten Envisat fra den europæiske rumfartsorganisation ESA med til at vise, hvordan den gigantiske oliepøl udvikler sig, og hvilken retning den tager.

Allerede samme dag, som eksplosionen på boreplatformen indtraf, 22. april, bad den ansvarlige amerikanske myndighed US National Oceanic and Atmospheric Administration om hurtig adgang til Envisats optagelser. Det skete i henhold til en international aftale - et såkaldt Charter – der går ud på at udnytte data fra rumfarten i katastrofesituationer.

Miljøsatellitten følger et fast mønster i sin kredsen om Jorden, så man kan ikke låse den fast på et bestemt område, men den passerer jævnligt hen over Den Mexicanske Golf. Desuden er det muligt i et vist omfang at orientere instrumenterne mod områder af særlig interesse.

Især Envisats radar ASAR (Advanced Synthetic Aperture Radar) er ideel til at følge olieudslip på havet. For det første kan radaren ”se” gennem skyer og tåge, så den kan indsamle data uanset vejrforholdene. For det andet arbejder den lige så godt om natten som om dagen. Og for det tredje er den særligt følsom over for forskelle i bølgemønstrene – der vil altid være forskel mellem bølgerne i et område med olie i overfladen i forhold til et normalt havområde.

Ud over ASAR bruges også instrumentet MERIS (Medium Resolution Imaging Spectrometer) ombord på Envisat til at følge olieforureningen.

Related Links