Rumfart i 15 Galathea-projekter
Foreløbigt har 15 af forskningsprojekterne ombord på den danske ekspedition, der afsejlede fredag d. 11. august, tilsluttet sig et tværgående projekt, der udnytter data fra ESA's miljøsatellit Envisat
Muligheden for at inddrage aktuelle satellitdata for områderne langs ruten er en af de faktorer, der adskiller den nuværende Galathea-ekspedition fra de to tidligere i 1845 og 1950. Og muligheden bliver i høj grad udnyttet. Det sikrer projektet "Satellite Eye for Galathea 3", hvor en bevilling fra Egmont Fonden søger for, at ekspeditionen og de mange, der følger med i den, kan få glæde af data fra verdens mest avancerede miljøsatellit Envisat. ESA stiller data gratis til rådighed for projektet.
"Projektet er allerede en succes, fordi ca. 15 projekter ombord på Galathea 3 ønsker at gøre brug af satellitbilleder. Samtidig får studerende mulighed for at få viden om vores planet gennem teknologi for jordobservation. Satellitbilleder er med til at anspore mennesker til at spørge, hvad det er man kan se på billederne, og hvordan vi er blevet i stand til at se det", siger Charlotte Hasager, seniorforsker på Forskningscenter Risø og leder af projektet.
På ESA's web portal kan man læse en længere artikel, der markerer, at ekspeditionen er indledt.