Rumforskning hjælper med minerydning
Forskning støttet af ESA med henblik på anvendelse i rummet får anvendelse i arbejdet med at finde og uskadeliggøre landminer. Projektet er et stort fremskridt i forhold til traditionel minerydning.
Minerydning foregår i dag stort set som i tiden efter 2. verdenskrig, det vil sige især med metaldetektorer. Men moderne miner er svære at finde, dels fordi de fylder langt mindre end gammeldages miner, dels fordi de kan være fremstillet af plastic, der ikke "ses" af metaldetektoren. Desuden er det et problem ved metaldetektorer, at de reagerer på alt metal - også diverse skrotdele og andet metallisk affald - som derved forårsager falske alarmer. EU har lanceret projektet HOPE - Handheld Operational Demining System - som skal udvikle bedre minerydning. Gennembruddet synes nu at være kommet med en ny detektor, der kombinerer tre principper. Detektoren er et spinoff på to ESA-støttede projekter, som medvirker til udforskningen af rummet. Den nye minesøger indeholder en metaldetektor, men også en radar, der kan trænge ned i jord, og et mikrobølge radiometer. Et avanceret system til sambehandling af data fra de tre typer sensorer gør det muligt at fastslå, om der er tale om en mine. I mange tilfælde vil man endda kunne se, hvilken type mine der er tale om. Udstyret gennemgår i øjeblikket afprøvninger under realistiske forhold i Bosnien. Det forventes at udstyret vil være klar til generel anvendelse om tre år.