Satellitter hjælper læderskildpadden

Det sted, hvorfra Europas rumfartøjer bliver opsendt, den atlantiske kystlinje af Fransk Guyana, er også udgangspunktet for vandring af den stærkt udryddelsestruede læderskildpadde.

Videnskabsmænd har anvendt sporingssensorer til at følge den lange vandring af enkelte læderskildpadder, og derefter har de lagt skildpaddernes ruter oven på data for havstrømmene registreret af satellitter, inklusive to miljøsatellitter fra den europæiske rumfartsorganisation ESA, ERS-2 og Envisat.

Forskerne arbejder på at finde forbindelser mellem de ruter, skildpadderne følger, og de lokale betingelser i havet, og på den måde udarbejde strategier for hvordan man kan minimere de utilsigtede, men dødelige trusler for læderskildpadderne fra dybhavsfiskeriet.

Disse gigantiske krybdyr - som kan nå op på en længde af 2,1 meter og veje 365 kg - kommer i land i ganske kort tid for at lægge æg på strandene i Fransk Guyana og nabolandet Surinam, som udgør skildpaddernes sidste ynglesteder i Atlanterhavet. Omkring ni uger senere kommer skildpaddeungerne ud af æggene og søger i massevis ud i havet for selv som voksne en dag at komme tilbage og lægge æg.

Desværre er der ingen garanti for, at den enkelte skildpadde kommer igen. Når de er på det åbne hav, kan de dykke så langt ned som 1.230 meter i deres søgen efter føde, men det meste af tiden går de kun 250 meter ned, og det gør dem sårbare over for fiskekrogene på langlinerne – hver dag udsættes der i hundredtusindvis af den slags kroge i Atlanterhavet.

Dette fortsatte fiskeri med læderskildpadder som bifangst har medført, at denne 100 millioner år gamle art nu er på randen af udryddelse i både Stillehavet og det Indiske Ocean. I Atlanten er der flere af dem, hvilket til dels skyldes et forbud mod langlinefiskeri for amerikanske fiskere i det nordatlantiske område, men der mistes stadig skildpadder i stort antal.

For nylig offentliggjorde Nature Magazine en rapport, der opsummerede det hidtidige arbejde med at spore læderskildpadderne gennem Atlanten. Rapporten var skrevet af en række forskere fra Frankrigs National Centre for Scientific Research i Strasbourg, det nærliggende Louis Pasteur Universitet, Regional Department of the Environment i Fransk Guyana og firmaet Collecte Localisation Satellites (CLS) i Ramonville, der er specialiseret i satellitbaserede systemer til lokalisering af steder, indsamling af data og Jordobservation.

Læderskildpadder fra Stillehavet følger meget snævre vandringskorridorer. Forskerne håbede på, at hvis de atlantiske artsfæller gjorde det samme, kunne man sætte restriktioner for fiskeriet i disse områder.

Med start i 1999 blev enkelte skildpadder sporet ved hjælp af Argos-systemet fra CLS, på basis af mærkning der udsender radiobølger, og som kan spores over hele verden med en nøjagtighed af ned til 150 meter. Seks amerikanske NOAA-rumfartøjer medfører for nuværende Argos-modtagere, og ESAs MetOp-serie kommer med i systemet efter den første satellitopsendelse næste år.

Skildpaddernes ruter blev derefter lagt sammen med kort over afvigelser i havets højde, der var fundet ved at sammenholde data fra radarhøjdemåleren om bord på ESAs ERS-2 og en anden om bord på NASA-CNES-satellitten TOPEX-Poseidon.

ERS-2 er, som sin efterfølger Envisat, del af en udvalgt gruppe satellitter udstyret med en radarhøjdemåler (RA). Via affyring af tusinder af radarimpulser mod havoverfladen hvert sekund er det blevet muligt at foretage ekstremt præcise højdemålinger af havet. Højdeafvigelser fundet af denne type sensor er ofte et tegn på tilstedeværelsen af havstrømme og strømhvirvler: varme strømme kan ligge op til 1 meter over koldere vand.

Ved at sammenholde mange radarhøjdemålinger får man flere målinger og med en højere opløsning af afvigelser i havets højde, end der kunne opnås med noget som helst rumfartøj. Nu hvor ERS-2's mission er overstået, kombineres resultater fra instrumentet på Envisats RA-2 for eksempel med lignende data fra det fælles fransk-amerikanske Jason-rumfartøj og den amerikanske flådes GFO.

"Højdemålingerne har været meget nyttige for vores arbejde, fordi vi har kunnet undersøge skildpaddernes baner i forhold til havstrømmene", sagde Philippe Gaspar, medforfatter til Nature-rapporten og leder af Satellite Oceanography Division hos CLS. "Vi har opdaget, at deres forhold til strømmene ændrer sig betydeligt i løbet af vandringerne.”

"Til forskel fra deres artsfæller fra Stillehavet følger de atlantiske læderskildpadder ikke snævre vandringskorridorer, men spreder sig meget ud - i første omgang vandrer de i lange, lige linjer enten mod nord eller mod Ækvator og svømmer på tværs af strømmene, efterhånden som de møder dem. En skildpadde nåede helt frem til 500 km fra Vestafrikas kyst, før den vendte tilbage, en anden kom tæt på Nova Scotia.”

"Når de så er nået frem til enten Golfstrømsområdet eller til bæltet ved Ækvator, har skildpadderne en tendens til at sænke farten og følge de områder, hvor lokale havstrømme danner front mod andre vandmasser. Disse frontområder er normalt rige på liv og næring".

Desværre søger fiskeflåderne mod disse systemer af nøjagtigt samme grund, så skildpadderne udsætter sig selv for fare. Disse opdagelser betyder, at det ikke er særlig sandsynligt, at begrænset lukning af de atlantiske fiskeområder vil have nogen større positiv indflydelse på bifangsten af skildpadder, og der skal findes andre løsninger, så som det skildpaddevenlige fiskeudstyr og -kroge udviklet for nylig af NOAA og anbefalet af Verdensnaturfonden (WWF).

I mellemtiden fortsætter sporingen af læderskildpadderne, tilføjede Gaspar: "Vi forsøger nu på at lave et skøn over skildpaddernes svømmehastighed ved hjælp af data fra Argos-modtagerne over deres totale hastighed, som vi derefter fratrækker strømhastigheden som målt via højdemålinger. Det er aldrig gjort tidligere, og det burde give os nyttige oplysninger om den energi, de forbruger under vandringerne".

Franske skoler har fået chancen for at deltage som del af et oceanografisk uddannelsesprogram kaldet Argonautica, hvor klasser deltager i Argo-luth-projektet, der analyserer skildpaddernes rejser i forhold til output fra MERCATOR, en model der for nuværende dækker Nordatlanten og havet omkring Ækvator.