Stormvarsler for rummet
Hvis en satellit møder højenergipartikler eller andre fænomener forårsaget af vejret i rummet, kan elektronikken om bord bryde sammen, de videnskabelige instrumenter kan blive beskadiget, og i meget sjældne tilfælde kan rumsonden gå tabt. Et værktøj, som er under udvikling på ESA’s kontrolcenter, giver løfter om effektiv varsling.
Solaktivitet påvirker hele solsystemet på forskellige måder. For eksempel genererer den strømme af hurtige energipartikler og pludselige eksplosioner af skadelig røntgenstråling i forbindelse med soludbrud. Energiladet kosmisk stråling fra andre steder i galaksen kan også trænge ind i vores solsystem. Disse fænomener er blandt de væsentligste årsager til unormal adfærd og svækkelse for rumsonderne og deres følsomme videnskabelige instrumenter.
Siden begyndelsen af 2005 har SEISOP (Space Environment Information System for Operations), som er et værktøj til monitorering og varsling af rumvejr under udvikling på ESOC (ESA's Space Operations Centre), med stor succes leveret næsten realtime rumvejrudsigter til Integral, ESA's rumobservatorium for gammastråling.
SEISOP, der er udviklet i samarbejde med ESA Space Weather Applications Pilot Project og finansieret af den portugisiske ekspertgruppe i ESA, omfatter en database over rumsondernes tilstandsoplysninger og verdensomspændende observationer af vejret i rummet, kombineret med sofistikeret software, der giver rapporter, advarsler, vejrmeldinger og historik til Integral Flight Control Team.
"Vejret i rummet påvirker rumsonderne på mange måder. Der kan forekomme tilfældige tab af data og formindsket kvalitet af de videnskabelige data. Derfor er realtime-opdateringer væsentlige, når det skal besluttes, hvor længe instrumenter skal afbrydes i farlige perioder," siger Alessandro Donati, leder af ESOC's Advanced Mission Concepts and Technologies office.
National Oceanic & Atmospheric Administration), mens andre observationer kommer fra en lang række jordbaserede institutioner og anlæg. SEISOP er medlem af SWENET (Space Weather European Network).
SEISOP giver kontrolteknikerne mulighed for at forudsige, hvornår de skal afbryde instrumenter som for eksempel stjernekikkerter og placere systemerne i 'safe mode', eller hvornår de skal gøre noget specielt for at beskytte følsom elektronik og videnskabelige sensorer ombord.
Mens nogle instrumenter allerede er indstillet til at lukke ned automatisk i vanskelige perioder, gælder det ikke for alle, og det er meget tidskrævende at få et instrument tilbage til normal funktion efter en automatisk afbrydelse. Desuden har det indtil nu været vanskeligt at vide, hvornår strålingen atter var faldet til et sikkert niveau, når først der havde fundet en begivenhed som et soludbrud sted.
I 2007 vil SEISOP nå frem til driftsstadiet i udviklingsprocessen, beregnet på at kunne forsyne alle ESA-missioner med de samme vitale rumvejrudsigter. "Vi forventer at begynde arbejdet med at skabe den endelige driftsversion i år. SEISOP kan potentielt levere varslingstjenester til rumagenturer i hele verden og ikke kun til ESA's medlemmer, for vejret i rummet kan påvirke alle rumfartøjer," siger Donati.