Svenske Fuglesang klar til liftoff
Mandag 24. august er planlagt til at blive dagen, hvor ESA-astronauten Christer Fuglesang sendes op i rummet for anden gang. Han skal blandt andet foretage to rumvandringer fra den internationale rumstation.
Svenske Christer Fuglesang, der er medlem af den europæiske rumfartsorganisation ESA’s astronautkorps, er klar til et gensyn med den internationale rumstation (ISS). Han besøgte rumstationen første gang i december 2006, hvor han blev første skandinav i rummet. Efter planen sendes han op fra Kennedy Space Centre i Florida, USA, mandag 24. august 2009 kl. 07:58 dansk tid sammen med seks amerikanske kolleger ombord på rumfærgen Discovery.
Onsdag 26. august dokker rumfærgen ved ISS, hvor besætningen skal bo i knap ti døgn.
På en tilsvarende mission i 2006 gennemførte Christer Fuglesang tre vandringer i rummet, og den erfaring kan han tage med sig på den nye mission, hvor han er udset til at deltage i to af de i alt tre planlagte rumvandringer. Her skal han blandt andet arbejde med forskningsenheden European Technology Exposure Facility. I enheden kan man anbringe materialeprøver og eksperimenter, så de bliver direkte udsat for de barske forhold i rummet. Christer Fuglesang skal dels afmontere en række eksperimenter for at tage dem tilbage til analyse på Jorden, dels montere en pakke med nye eksperimenter.
Under opholdet på rumstationen skal han desuden deltage i indkøringen af det italiensk byggede modul MPLM (Multi-Purpose Logistics Module) på rumstationen. 6. september kl. 02:15 dansk tid vender holdet tilbage til Jorden efter 13 dages mission.