ESA title
Agency

Udsigt til stærk ny vejrsatellit

22/11/2005 487 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Europas nyeste meteorologiske satellit er på rette vej mod at kunne overholde den nye fastsatte dato for opsendelse 21. december. Det vil give mere præcise prognoser især for sne, tordenvejr og tåge.

Meteorologiske satellitter er blevet et vigtigt element i forbindelse med vejrudsigterne og vores hverdag. ESA har været ansvarlig for bygningen af Europas vejrsatellitter i næsten tre årtier. MSG-2 er den seneste i en lang række af Meteosats bygget af ESA. Den første, Meteosat-1, blev opsendt tilbage i 1977. Succesen for de første Meteosats førte til oprettelsen af EUMETSAT (the European Organisation for the Exploitation of Meteorological Satellites) i 1986.

ESA og EUMETSAT arbejdede sammen om de senere satellitter i serien, der blev designet til at levere kontinuerlige vejrbilleder til de europæiske meteorologer. Dette samarbejde mellem de to internationale organisationer fortsætter. De oprindelige rumfartøjer erstattes med en ny, anden generation af Meteosats.

Den større og kraftigere andengenerations Meteosat tager billeder ved flere bølgelængder og med kortere intervaller end forgængerne og gør den specielt egnet til prognoser for kortvariget vejrfænomener som sne, tordenvejr og tåge.

Den første af disse (opsendt som MSG-1 og siden omdøbt til Meteosat-8) blev opsendt i august 2002 og indtrådte i normal drift i januar 2004. Med opsendelsen af MSG-2 vil der være to MSG-satellitter i et geostationært kredsløb, hvor den aktive findes ved 0 graders længde, som er lige over det ækvatoriale Vestafrika, og den anden er på standby med en afstand på 10 grader som backup.

Europæiske meteorologer og klima- og miljøforskere har allerede fordel af de avancerede produkter og billeder fra Meteosat-8. Satellitten leverer 20 gange så meget information som forgængerne.

EUMETSAT driver i øjeblikket Meteosat-6, Meteosat-7 og -8 over Europa og Afrika, samt Meteosat-5 over det indiske ocean. Dataene, produkterne og tjenesteydelserne fra disse satellitter udviklet af ESA for EUMETSAT yder et væsentligt bidrag i forbindelse med vejrudsigter og overvågning af klimaforandringerne.

Related Links