Side123

Hilia Vavae

Funafuti, Tuvalu, Stillehavet, 4. april 2004

Når det er højvande, ændrer livets gang sig på den lille ø Funafuti, der ligger isoleret i Stillehavet. Så lader beboere bilerne og motorcyklerne stå, så de ikke tager skade af det indtrængende saltvand, der står højt på øens få gader og veje. Flere må sejle i kano for at kunne komme ind i deres huse, der står på høje pæle. Og en række plantager med rodfrugten Pulaka, som er en traditionel spise på øen, er opgivet, fordi planten ikke kan tåle saltvandet.

“Tidligere troede jeg, at det ville tage 100 år, før vores land var forsvundet. Men nu tror jeg, at det vil gå meget hurtigere”, siger meteorolog Hilia Vavae, der er leder af Tuvalus eneste vejrstation.

Tusindvis af kilometer fra det nærmeste fastland kan man næsten fornemme, at havet er i færd med at tage tilbage, hvad naturen har brugt tusinder om ikke millioner af år på at skabe. Det højeste punkt på øen ligger blot tre meter over havets overflade, og øen er sine steder ikke bredere end nogle få meter. Mod øst hamrer Stillehavets bølger mod den stenede koralkyst. Mod vest er presset lidt mindre fra den noget mere rolige lagune. Funafuti er hovedøen i stillehavsriget Tuvalu, der består af i alt ni beboede øer og atoller. Den er som mange andre øer og lavtliggende områder på kloden truet af, at vandstanden i verdens have stiger.

Tuvalus fremtid bygger Hilia Vavae på meteorologiske fakta og på egne observationer. Oversvømmelserne på øen er ifølge meteorologen gennem de seneste 10 år blevet markant kraftigere og kommer oftere. I dag er der jævnligt ved højvande oversvømmelser fra januar til maj og igen fra september til december.

"Sådan har det ikke altid været. Da jeg begyndte arbejdet på vejrstationen i 1986, havde vi oversvømmelser to måneder om året og slet ikke så kraftige, som dem vi ser i dag”, siger Hilia Vavae.

Vandstanden ved øen bliver målt af to målestationer, som Australien har stillet op ud for kysten. Vandstanden nåede den hidtidige rekord i marts 2001 og blev målt til 1,8 meter over normal vandstand. Det er et problem, når øen reelt ikke er meget andet end en lille sandbanke eller en dynge koraller i havet.

“Den dag stod vi i vand op ad benene uden for stationen, selv om den ligger 2,1 meter over havets overflade”, fortæller Hilia Vavae og peger op på nogle billeder på væggen, der er taget som dokumentation for den kraftige oversvømmelse. Lidt efter, at vandet i havet når sit højeste, trænger havvandet op gennem de koraller, der danner øens fundament.

Vandstanden i havene varierer helt naturligt. Men siden 1993 er havet omkring Tuvalu steget 5-6 cm. I øjeblikket stiger det med omkring 5,7 millimeter om året, fremgår det af en rapport fra South Pacific Sea Level & Climate Monitoring Project, der støttet af den australske regering nøje følger udviklingen i verdens have. Projektets seneste opgørelser viser, at stigningen omkring Tuvalu er gennemsnitlig for en række stillehavsøer som Fiji, Vanatu, Samoa og Marchall øerne. Men på Tonga stiger vandet med 13,6 millimeter om året, mens det i Mikronesien stiger med faretruende 43,5 millimeter - eller næsten 4,5 centimeter hvert eneste år.
 
 

	Funafuti, Tavalu, Stillehavet

I løbet af de næste 100 år regner forskerne med, at vandstanden i verdenshavene vil stige med mellem 11 og 77 centimeter. Derfor er stillehavsøerne ikke de eneste områder, der kan få problemer med den stigende vandstand. For eksempel vil store dele af Bangladesh og områder i Ægypten forsvinde, hvis havet stiger, som forskerne forudser, og der ikke bliver gjort noget for at inddæmme landområder. I værste fald risikerer millioner af mennesker at blive hjemløse.

Årsagen til den stigende vandstand er omdiskuteret, men kædes af de fleste forskere sammen med den globale opvarmning, der blandt andet resulterer i, at de fleste af verdens gletsjere smelter kraftigt, ligesom det er et faktum, at vand fylder lidt mere, når det bliver varmet op.

Stigende vandstand er imidlertid ikke den eneste trussel mod Tuvalus fremtid. Stillehavsriget trues også af mere ekstremt vejr. Flere gange i de seneste år er øerne blevet ramt af kraftige cykloner, også selv om den nordligste del af øriget ligger uden for det, man normalt anser for at være det såkaldte cyklonbælte. I 1997 blev Funafuti ramt af tre cykloner, Gavin, Hina og Helly, der tilsammen åd omkring en halv kvadratkilometer af de lille ørige, som i forvejen kun bestod af i alt 26 kvadratkilometer land. Den sidste cyklon kom endda uden for sæsonen i juni.

En cyklon opstår i Stillehavet, når havets temperatur er over 27 grader. Vandet varmer luften op, som stiger til vejrs, hvorved der dannes ekstreme lavtryk ved vandoverfladen. Det fænomen kan udvikle sig til cykloner, der hærgende bevæger sig rundt i Stillehavet.

Ifølge Hilia Vavae vil Tuvalu fremover blive hårdere ramt. “Jeg tror, at vi fremover vil blive ramt af flere cykloner som følge af den globale opvarmning”, siger hun.

I marts 1997 viste cyklonen Hina, hvad der kan ske i et lille sårbart ø-område som Tuvalu. Den dag blev en af Funafuti’s små ubeboede koraløer, Tepukasavilivili, fjernet fra havets overflade. Kokospalmerne blev revet op med rode og blæst ud i havet, og store dele af øens koraller vasket væk, så man i dag kun kan se resterne af øen, når der er lavvande. En anden lille ubeboet koralø, Nasafua, er tæt på at lide samme skæbne.

“Den dag viste os, hvad der kan ske resten af Funafuti”, mener Hilia Vavae. Funafuti er også blevet ramt af andre cykloner. I 1972 raserede en storm øen og væltede mange huse og træer. Derfor ser man i dag ingen ældre huse på øen. De fleste huse er enten bygget af beton med bliktag eller er primitive hytter bygget af træ, drivtømmer, palmeblade og lignende.

I 1992 skete det helt usædvanlige. De nordligst beliggende øer i Tuvalu blev for første gang ramt af de kraftige storme. Blandt andet blev en helt ny mole på øen Waitupo ødelagt.

“Jeg er derfor enig med de forskere, der mener, at cyklonbæltet vil blive udvidet som følge af den globale opvarmning”, siger Hilia Vavae.

Tuvalu er allerede begyndt at forberede sig på de nye tider med varmere vejr, højere vandstand og kraftigere vinde. I øjeblikket arbejder to af øens beboere på at færdiggøre en rapport over, hvad der skal ske, for at befolkningen kan tilpasse sig udviklingen.

Formålet er at sikre fødevareproduktionen, folkesundheden og vandressourcerne. Tre væsentlige områder, der allerede er ramt af problemer.

For eksempel har beboerne måttet opgive flere plantager, hvor de har dyrket den traditionelle spise pulaka. Og på en lille ø, der bliver udnyttet til sidste kvadratmeter, koster det dyrt.

“Øen er blevet mere sumpet, og saltvand trænger ind. Det kan mange planter ikke tåle. Fremover må vi lære folk at plante pulaka i højere bede,” siger Poni Faavae, der har ansvaret for rapporten, som skal guide Tuvalu ind i fremtiden. FN's klimapanel, IPCC, har støttet denne rapport.

Han fremviser en tidligere plantage, der i dag er opgivet, og hvor ukrudtet har taget over. At kalde det lille jordstykke for en plantage er dog lidt af en overdrivelse. For reelt er det ikke meget større end et dansk havebed.

Ifølge Pomi Faava frygter man også, at malaria skal komme til øen.

“Helbredet vil blive påvirket af den stigende varme. Den mere sumpede jord og de højere temperaturer vil give bedre vilkår for udklækning af myg. Derfor skal vi have sprøjtet mod dem,” siger han.

På Tuvalu lever befolkningen med klimaets forandringer. Og der gøres reelt ingen tanker om, at man kan ændre på den udvikling, der allerede er i gang. Her drejer det rolige og afslappede liv sig først og fremmest om at tage tingene, som de kommer. Foruden en stilfærdig henstilling til alverdens rige lande om at stoppe udledningen af drivhusgasser prøver man på Tuvalu at gå helt andre veje. Mange mener, løsningen kan være at få sejlet mere jord ud til de små øer. En måde, man forsøger at vinde noget af det land, havet allerede har taget, tilbage, er ved at grave affaldet ned og så bo ovenpå det.
 
 

Side123