ESA title
Animationen viser bruddet ved Wilkins Ice Shelf.
Agency

Antarktis skrumper selv om vinteren

11/07/2008 367 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

På trods af, at der i øjeblikket er vinter på den sydlige halvkugle, er et stort stykke af den gigantiske is-plade kaldet Wilkins Ice Shelf knækket af. ESA’s miljøsatellit Envisat fangede begivenheden.

30. og 31. maj brækkede et område på omkring 160 kvadratkilometer af Wilkins Ice Shelf, der befinder sig syd for Sydamerika ved Antarktis. Det er den første dokumenterede episode af denne art, som finder sted om vinteren.

Wilkins Ice Shelf er forbundet til to øer, Charcot og Latady. I februar i år brækkede et område på omkring 400 kvkm af ispladen, og forbindelsen til de to øer blev reduceret til en blot 6 km bred stribe. Den seneste begivenhed i maj har mindsket bredden yderligere til kun 2,7 km.

Animationen er sammensat af billeder fra Envisat's Advanced Synthetic Aperture Radar (ASAR) mellem den 30. maj og 9. juni.

Dr. Matthias Braun fra Center for Remote Sensing for Landoverflader på Bonn Universitet og Dr. Angelika Humbert fra Instituttet for Geofysik på Münster Universitet har forsket i is-pladernes bevægelser i mange måneder.

”Den tilbageblivende plade har en hvælving på sit smalleste sted, der gør det meget sandsynligt, at forbindelsen brydes helt,” fortæller Braun og Humbert. De overvåger daglig ispladen via Envisat som en del af deres bidrag til Det Internationale Polarår 2007-2008, IPY, der er et verdensomspændende videnskabsprogram med fokus på Arktis og Antarktis.

ASAR-billederne er en del af ESA's bidrag til det internationale polar-år. ESA er også med til at lede et stort IPY-projekt sammen med the Byrd Polar Research Center. Målet med projektet er at udnytte jord-observations-satellitter til at måle tidligere og fremtidige forandringer i polar-områdernes miljø.

ASAR er vigtig i overvågningen af ispladerne, fordi raderen er i stand til at se gennem skyer og mørke - forhold som ofte råder i polarområder.

En langsigtet satellit-overvågning af Antarktis er vigtig, fordi det kan give grundlæggende bevis på tendenser og give forskerne mulighed for at komme med forudsigelser. Isplader på Antarktis er meget vigtige indikatorer for klimaforandringer. Antarktis har oplevet en stigning i temperaturen de sidste 50 år på 2,5 grader. I de sidste 20 år er syv isplader langs Antarktis skrumpet. Mest spektakulært var det, da Larsen B- ispladen knækkede. Også dette brud fik Envisat billeder af indenfor få dage efter.

Related Links