Dansk strømforsyning skal til Merkur
Hen over sommeren afslutter Terma A/S afprøvningen af den hidtil kraftigste strømforsyning til en europæisk rummission.
Den kommende mission BepiColombo, der skal sætte to satellitter i kredsløb om planeten Merkur, vil få den hidtil kraftigste strømforsyning benyttet på missioner fra den europæiske rumfartsorganisation ESA. Enheden er udviklet og produceret af Terma A/S i Lystrup ved Århus. I de kommende måneder vil virksomheden foretage de afsluttende test inden afleveringen til ESA.
BepiColombo, som er en europæisk-japansk mission, skal udforske Merkur gennem mindst et år. Ideen er at sende to satellitter i kredsløb samtidigt, hvoraf den ene skal undersøge planetens overflade, mens den anden skal undersøge magnetfeltet. ESA bliver overordnet ansvarlig for fartøjet Mercury Planetary Orbiter (MPO), der skal undersøge overfladen, mens den japanske rumfartsorganisation JAXA bliver ansvarlig for Mercury Magnetospheric Orbiter (MMO), der skal undersøge magnetfeltet.
Desuden kommer missionen til at bestå af et tredje modul, Mercury Transfer Module (MTM), som bliver det fælles transportfartøj, der bringer de to videnskabelige fartøjer frem til deres mål. ESA får ansvaret for transportfartøjet, som vil få sin energi fra strømforsyningen, der er udviklet og produceret af Terma.
Strømforsyningen får en kapacitet på 14 kW, hvilket er langt mere end det normale for rumfartøjer. Heldigvis er det ikke noget problem at skaffe så meget energi. Merkur er den inderste planet i Solsystemet. Derfor er Solens stråling i sagens natur særdeles kraftig her.
Netop nærheden til Solen er også årsagen til, at fartøjet skal have en usædvanligt kraftig strømforsyning.
”På grund af Solens tyngdekraft vil fartøjet hele tiden få stadig mere fart på under rejsen, hvis man ikke gør noget for at bremse. Det svarer lidt til at køre på cykel ned ad en bakke, der bliver stadig stejlere. Og lige før, at bakken bliver lodret, skal du så dreje fra!”, illustrerer chefingeniør Hans Jensen, Terma.
Opbremsningen skal ske ved hjælp af en såkaldt ion-motor, som ESA med held har benyttet blandt andet på missionen Smart-1, der udforskede Månen.
BepiColombo er planlagt til opsendelse i 2014, og kredsløbet om Merkur vil da blive indledt i 2020.