ESA-astronaut til rumstation
I dag ankom den spanske astronaut Pedro Duque til den internationale rumstation ISS. De næste otte dage skal han udføre en række eksperimenter på vegne af europæiske forskere.
Her til formiddag, kl. 10:45 dansk tid, ankom den spanske astronaut Pedro Duque fra den europæiske rumfartsorganisation ESA sammen med en russisk kosmonaut og en amerikansk astronaut til den internationale rumstation ISS. Gennem de kommende otte dage skal Pedro Duque udføre en række eksperimenter inden for bioforskning, fysik, observation af Jorden samt uddannelse og teknologi.
På grund af Duque’s deltagelse har missionen fået navnet Cervantes efter forfatteren til den spanske romanklassiker Don Quixote. Ud over spanieren deltager den russiske kosmonaut Alexander Kaleri og den amerikanske astronaut Michael Foale.
Missionen blev sendt op i et russisk Sojuz TMA-3 rumskib med en russisk løfteraket lørdag morgen dansk tid fra Baikonur-basen i Kasakhstan.
Kaleri og Foale skal udgøre den nye permanente besætning på den internationale rumstation, mens Pedro Duque flyver tilbage 28. oktober sammen med russiske Jurij Malensjenko og amerikanske Edward Lu, som siden 28. april har udgjort rumstationens besætning.
Cervantes-missionen var oprindeligt planlagt til at finde sted i april, men efter ulykken med den amerikanske rumfærge Columbia blev det nødvendigt at ændre programmet for flyvninger til rumstationen.
Pedro Duque er den sjette europæiske astronaut, som besøger rumstationen, og den første fra Spanien. Duque har været ESA-astronaut siden 1992, og han har været i rummet én gang tidligere. Det var i 1998, hvor han med på en flyvning med den amerikanske rumfærge Discovery.
Yderligere oplysninger hos:
ESA Media Relations Service
Tel: +33 (0)1.5369.7155
Fax: +33 (0)1.5369.7690
Følg hvordan Cervantes missionen skrider frem ved Pedro Duque’s dagbog og andre nyheder på http://www.esa.int/cervantes