ESA afgiver astronaut-sæde
To ESA-astronauter får deres flyvninger udsat et halvt år. Det sker af hensyn til den internationale rumstation efter aflysning af amerikansk rumfærgemission
I solidaritet med sine partnere i den internationale rumstation ISS er den europæiske rumfartsorganisation ESA gået med til at udsætte to europæiske astronauters flyvninger i et halvt år. Dermed bliver det muligt at gennemføre en kommende udskiftning af den faste besætning på rumstationen, selvom en planlagt flyvning med en amerikansk rumfærge er aflyst. Aflysningen sker naturligvis som en konsekvens af den tragiske udgang på den seneste rumfærgemission, hvor syv astronauter fra NASA mistede livet.
Efter planen skulle den faste besætning på tre astronauter ombord på rumstationen have været udskiftet i marts. Den ny besætning skulle være bragt op med rumfærgen Discovery, som også skulle have bragt den gamle besætning tilbage til Jorden.
I stedet bliver udskiftningen foretaget ved hjælp af det russiske Sojuz-fartøj. Den næste Sojuz-flyvning, til april, har længe været planlagt, men med andre formål. Nemlig som en såkaldt taxa-flyvning, hvor et hold astrounater bringes op til rumstationen for at udføre forskellige opgaver og derefter flyves tilbage. Blandt andet skulle den spanske ESA-astronaut Pedro Duque have deltaget.
ESA afgiver nu Duque's sæde til et medlem af den kommende faste besætning på rumstationen. I stedet kommer Pedro Duque med på den næste Sojuz-flyvning til oktober. Det betyder igen, at den hollandske ESA-astronaut André Kuipers, som skulle have deltaget i oktobermissionen, først bliver sendt op i april 2004.
En tredje ESA-astronaut, svenske Christer Fuglesang, var også udset til at deltage i en flyvning i år, nemlig i juli med en amerikansk rumfærge. NASA har endnu ikke truffet nogen beslutning om denne mission. Christer Fuglesang er fortsat på standby til flyvningen og fortsætter sin træning ved NASA's Johnson Space Center i Houston.