Farvel til Månefartøj
Tidligt om morgenen søndag d. 3. september afsluttede ESA’s fartøj Smart-1 mere end halvandet års veludført arbejde med at knuses mod Månens overflade. Til det sidste blev der taget gode billeder – blandt andet af de danske stjernekameraer ombord
Et fyldt auditorium i Tycho Brahe Planetarium i København kunne i går, søndag d. 3. september, tage afsked med den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Smart-1. Det lille videnskabelige fartøj, som også har testet en række nye teknologier inden for rumfarten, har hele tiden været dømt til at ende sine dage ved at knuses mod Månens overflade. Da fartøjet gik i kredsløb om vores drabant i november 2004, havde det kun brændstof nok ombord til at justere sin bane, ikke til at bryde fri af Månens tyngdefelt igen.
Nedslaget skete kl. 07:42:22 dansk tid 3. september.
Ved arrangementet i planetariet kunne professor John Leif Jørgensen, Danmarks Tekniske Universitet, vise en serie billeder taget af de to danske stjernekameraer ombord. Kameraernes opgave har ellers været at kigge bort fra Månen, ud i verdensrummet, for at bestemme satellittens position og orientering i rummet ud fra stjernebillederne. Men i de sidste uger blev der mulighed for at eksperimentere og bruge kameraerne til at tage flotte billeder af Månens overflade.
En ny animation på baggrund af billeder fra de danske stjernekameraer er i øvrigt med blandt de højdepunkter fra Smart-missionen, man kan finde på ESA's hjemmeside (klik på linket ude til højre). Man kan også læse en opdateret artikel, som blandt andet har billeder taget af kraftige teleskoper på Jorden, som viser glimtet fra nedslaget (klik på artiklen ”Smart-1 impact update”).