ESA title
Venus Express måler, hvordan lyset fra en stjerne absorberes af planetens atmosfære.
Agency

Fornyet jagt på Venus’ vulkaner

17/04/2008 646 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Nye observationer fra den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Venus Express viser markante udsving i indholdet af svovldioxid i den øverste del af planetens atmosfære. Det har vækket debatten om vulkanaktivitet til live igen.

Efter at ESA's Venus-ekspedition har målt en høj mængde af svovldioxid i Venus' atmosfære, skal forskere nu vurdere, om det er et bevis for vulkanaktivitet på planeten eller, om det i stedet hænger sammen med en hidtil ukendt mekanisme, der påvirker den øverste del af atmosfæren.

Søgningen efter vulkaner er et mangeårigt led i udforskningen af Venus.

”Vulkaner har en central betydning i klimasystemet”, forklarer Fred Taylor, Oxford Universitet. Han er en af missionens tværvidenskabelige forskere. Vulkanerne udleder gasser som svovldioxid i planetens atmosfære og spiller derfor en vigtig rolle.

På Jorden forbliver svovlforbindelser ikke lang tid i atmosfæren, men reagerer med stoffer på planetens overflade. Man regner med, at det samme gælder på Venus, selvom det foregår meget langsommere - med en tidshorisont på 20 millioner år.

Nogle forskere mener, at den store mængde af svovldioxid, der er fundet på tidligere ekspeditioner til Venus, er et tydeligt bevis på vulkanudbrud for nyligt. Andre fastholder dog, at udbruddene kunne have fundet sted for ca. 10 millioner år siden, og at svovldioxiden forbliver i atmosfæren, fordi det tager så lang tid at reagere med sten og klipper i planetens overflade.

SPICAV-instrumentet (Spectroscopy for Investigation of Characteristics of the Atmosphere of Venus) analyserer, hvordan lyset fra Solen og stjernerne bliver absorberet af Venus' atmosfære. Det absorberede lys fortæller forskerne, hvilke atomer og molekyler, der findes i planetens atmosfære. Denne teknologi virker kun i den tynde del af atmosfæren over skyerne i en højde af 70-90 km. I løbet af få dage er mængden af svovldioxid i den øverste del af atmosfæren blevet reduceret med to tredjedele.

Jean-Loup Bertauxm er ledende forsker på SPICAV og fortæller: ”Jeg er meget skeptisk omkring hypotesen med vulkanaktiviteten. Jeg må dog indrømme, at vi endnu ikke helt forstår, hvorfor der er så meget svovldioxid i den øverste del af atmosfæren, hvor det hurtigt burde blive ødelagt af sollys, samt hvorfor der er så store udsving”.

Den eneste måde at blive helt sikker omkring vulkanaktivitet er at se en vulkan i udbrud. Dette er dog ikke nemt, når man skal se gennem 100 km tyk og skyet atmosfære. Men holdet bag Venus Express arbejder på dette på to måder. Den første er at finde lokalt øgede mængder af svovldioxid, der kunne stamme fra en stor mængde af gas fra en vulkan. Den anden er at kigge efter varme steder på overfladen, der kan være lava fra et vulkanudbrud.

Related Links