Fransk astronaut skal køre rum-laboratorium ind
ESA får mulighed for at sende hele to astronauter med, når det europæiske forskningsmodul Columbus efter planen sendes op til den internationale rumstation til efteråret. Tyske Hans Schlegel var allerede booket til flyvningen. Nu kan også franske Léopold Eyharts deltage.
Léopold Eyharts fra den europæiske rumfartsorganisation ESA bliver den første europæiske astronaut, som tester og anvender det europæiske forskningslaboratorium Columbus, der efter planen sendes til rumstationen ISS til efteråret.
Eyharts flyver op til stationen ombord på den amerikanske rumfærge Discovery sammen med fem amerikanske astronauter og den tyske ESA-astronaut Hans Schlegel, der har stået på listen over flyvningens besætningsmedlemmer siden juli 2006. Schlegel deltager i installationen og flyver så tilbage med Discovery, mens Léopold Eyharts flyver tilbage ombord på en anden amerikansk rumfærge, Endeavour, ca. to måneder efter sin opsendelse. Derved får han lejlighed til at teste laboratoriet og udføre de første eksperimenter i det.
Anbragt i rumfærgens lastrum vil selve laboratoriet blive sendt op på samme flyvning som de to europæiske astronauter. Columbus er hjørnestenen i Europas bidrag til ISS og samtidig det første europæiske laboratorium, som er rettet mod langsigtet forskning i rummet.