Kometjagt efter nytår
13. januar starter missionen som for første gang i rumhistorien skal landsætte en sonde på en komet. Dansk teknologi er med
En anden mislykket opsendelse i forrige uge får heldigvis ingen indflydelse på den europæiske rumfartsorganisation ESA's kommende videnskabelige projekt, der har til formål af studere kometen Wirtanen og landsætte en sonde på en komet for første gang i rumhistorien.
I sidste uge mislykkedes en opsendelse af to kommunikationssatellitter med en opgraderet version af den europæiske Ariane 5 løfteraket, men ESA vurderer, at sikkerheden er tilstrækkelig, når komet-missionen Rosetta skal opsendes 13. januar 2003 med en almindelig Ariane 5 løfteraket fra den europæiske rumbase i Fransk Guyana.
Ideen med missionen er at møde kometen langt ude i Solsystemet og følge den gennem to år. Det vil tage otte et halvt år for Rosetta at nå ud til sit stævnemøde. Fra slutningen af november 2011 til juni 2012 skal Rosetta være i kredsløb omkring kometen. Undervejs udvælges et passende landingssted for en medbragt sonde, som planlægges landsat i juli 2012.
To danske virksomheder, Terma A/S og TGI A/S, har bidraget med hardware og software til missionen (læs mere om de danske bidrag ved at klikke på linket "Komet får besøg" ude til højre).
Gå ikke glip af et besøg på Rosettas nye web-site, hvor man kan klikke sig ind på de ni vigtigste faser i rumfartøjets rejse.