Nordjysk strand inspirerer satellit-talenter
Unge forskere og ingeniører fra 18 lande var samlet i Slettestrand for at lære om positionering baseret på satellit-navigation. Blandt andet udviklede de et koncept for, hvordan man hurtigst får en tjener hen til sin liggestol.
”To appelsinvand og en gin-tonic” står der i SMS’en, som tjeneren i baren modtager. Samtidig får han en positionsangivelse, der fortæller ham, hvilken af de mange liggestole ved poolen, bestillingen kommer fra.
Sådan lød det vindende koncept for en ny tjeneste baseret på satellit-navigation, da 46 talentfulde unge forskere og ingeniører var samlet til sommerkursus i Slettestrand i de sidste to uger.
”De unge i den vindende gruppe var vist inspireret af, at kurset foregik på Feriecenter Slettestrand,” smiler lederen af kurset, professor Kai Borre fra Dansk GPS Center, Aalborg Universitet. Han tilføjer, at ideen skam er seriøs nok:
”Samme koncept kan jo for eksempel bruges, hvis bilen bryder ned. Samtidig med at man sender en SMS til Falck om problemet, er det jo rigtig praktisk, at positionen kommer med, uden at man selv behøver undersøge, præcis hvor man befinder sig.”
Hovedformålet med skolen var at lære om alle aspekter af satellitnavigation. Det mest kendte system er det amerikanske GPS, men faktisk er flere andre systemer i rummet eller på vej til at komme det. Russerne har deres Glonass, Europa er i gang med at etablere systemet Galileo, og såvel Kina som Japan og Indien har initiativer på området.
Som afslutning på kurset konkurrerede deltagerne i grupper om at udarbejde forslag til et konkret produkt eller en konkret tjeneste baseret på satellitnavigation. Ud over en teknisk beskrivelse skulle forslaget indeholde en markedsanalyse og en forretningsplan. Hver gruppe præsenterede sin løsning for en jury bestående af eksperter fra europæiske universiteter og Stanford Universitet, USA.
Det vindende hold havde belgisk, finsk, spansk og tysk deltagelse. I alt var 18 nationaliteter fordelt på fire kontinenter repræsenteret på kurset. Det var fjerde år i træk, der blev afholdt sommerkursus i satellitnavigation, men første gang uden for Tyskland. Arrangementet var sponsoreret af Region Nordjylland, Nokia, Videnskabsministeriet, den europæiske rumfartsorganisation ESA, Thomas B. Thriges Fond og Ph D skolen ved Aalborg Universitet.