ESA title
Rumteknologi eliminerer farlige mikrober på hospitaler
Agency

Rumteknologi tilintetgør giftige mikroorganismer

16/07/2004 480 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Avanceret teknologi udviklet til at sikre astronauterne rent vand ombord på rumstationerne anvendes nu til at indfange og destruere luftbårne svampe, bakterier, sporer og vira. Den kan desuden eliminere mikroorganismer, der forårsager SARS, ebola, kopper og tuberkulose samt miltbrand.

De fleste luftbårne mikroorganismer i vores omgivelser udgør ingen nævneværdig risiko for raske personer, men kan være en alvorlig trussel for personer med nedsat immunforsvar. Rumteknologien "PlasmerTM" er en ny løsning, der kan sikre ren luft på flere europæiske hospitaler.

Intensivafdelingen
Intensivafdelingen

PlasmerTM er et flertrinssystem, der anvender kraftige elektriske felter og koldplasmakamre til at eliminere mikroorganismer i luften. Ved brug af denne rumteknologi har virksomheden AirInSpace med assistance fra ESA's Technology Transfer and Promotion Office (TTP) udviklet en mobil enhed til brug på hospitaler og katastrofesteder med behov for nemt at kunne etablere et rent rum.

"Ved hjælp af den særlige Plasmer-teknologi er det lykkedes os at udvikle en ny løsning, der kan tilintetgøre over 99,9% af mikroorganismerne og levere den rene luft, som er nødvendig for hospitalspatienter med nedsat immunforsvar," siger Laurent Fullana, administrerende direktør for AirInSpace.

Det beskyttende "telt"
Det beskyttende "telt"

"Vores ImmunairTM-system anvender fem Plasmer-reaktorer til at skabe et "telt" af ren luft fri for smittekim omkring patientens seng. Det finder først og fremmest anvendelse i immunologi-, hæmatologi- og onkologiafdelinger samt afdelinger, hvor der fortages genoplivninger og transplantationer. Vi har fremstillet en mindre udgave, Cool Plasmair, uden "telt" til brug på en lang række hospitalsafdelinger, hvor krydsinfektion er et problem".

Siden begyndelsen af 2001 har fem hospitaler testet systemet i en 12 måneders periode. Dr. Svetlana Challier, Necker Hospital i Paris, udtaler: "Med Immunair reduceres bakterieniveauet i luften betydeligt".

Rumteknologi beskytter patienter
Rumteknologi beskytter patienter

En anden bruger af systemet, professor François Demeocq, CHU/Hôtel-Dieu i Clermont-Ferrand, udtaler: "Den biologiske beskyttelse med Immunair-systemet er særdeles tilfredsstillende og opfylder de krav, der stilles i forbindelse med brug til børn med kraftigt nedsat immunforsvar efter kemoterapi. Desuden kan det yde beskyttelse efter transplantationer".

Professor Demeocq tilføjer, "For børnene og deres forældre er dette apparat mere praktisk i hverdagen og muliggør den nærkontakt, der er så vigtig for disse børn, som er isoleret i lange perioder ad gangen".

Rumstationen MIR
Rumstationen MIR

PlasmerTM-teknologien til biologisk rensning af luften ombord på bemandede rumfartøjer blev opfundet i begyndelsen af 90'erne af en gruppe russiske forskere. I 1997 blev den russiske rumstation MIR udstyret med Plasmer-reaktorer, der var i stand til at beskytte kosmonauterne og det elektroniske udstyr mod bakterie-, virus- og svampeangreb.

Kosmonaut Budarin ved luftrensningsanlægget
Kosmonaut Budarin ved luftrensningsanlægget

I april 2001 blev der installeret Plasmer-reaktorer til at rense luften for mikroorganismer i de russiske afsnit af den internationale rumstation. Nu har Plasmer-rumteknologien fundet anvendelse på jorden og beskytter hospitalspatienter med nedsat immunforsvar.

Related Links