Studenter styrer kreativt
Ingeniørstuderende vil styre deres satellit med smart, energibesparende system
Hvad hverken den europæiske rumfartsorganisation ESA eller amerikanske NASA har klaret, vil 40 studerende ved Danmarks Tekniske Universitet forsøge. Nemlig at udnytte frie elektroner i rummet til at ændre en satellits bane uden at bruge brændstof.
Den kommende satellit, DTUsat, som er planlagt til opsendelse i 2003 med en russisk løfteraket, skal måle 10 x 10 x 10 centimeter. Den følger CubeSat konceptet, som forskere og studerende ved det amerikanske universitet Stanford har lavet med henblik på billige studentersattellitter. Ideen er at bygge små satellitter med helt standardiserede mål. Så kan man have flere satellitter i samme affyringsrør og derved holde prisen nede.
DTUsat vil få en hale. Nemlig en elektrodynamisk "tether" - en tynd aluminiumstråd på ca. en kilometers længde, der skal opsamle frie elektroner i rummet. Da satellitten bevæger sig i Jordens magnetfelt, vil det give anledning til en påvirkning af satellitten, der kan ændre dens bane uden at bruge brændstof.
Lykkes det at styre satellitten ved hjælp af en tether vil det være en stor triumf for de studerende. Lignende principper er forsøgt taget i brug uden held af ESA og NASA.
Satellitten har dog også en række andre mere traditionelle formål (payloads i rum-terminologien). Desuden er det helt overordnede formål at opnå den succes-oplevelse der ligger i at konstruere og operere en satellit. Hvor den fysiske struktur, basiselektronik og landstation er lige så vigtige som payload. For ikke at nævne koordinationen der skal sikre at alle dele af projektet bliver klar til tiden og kan spille sammen.
Satellitten er et åbent projekt. På DTUsats hjemmeside er alle arbejdspapirer og rapporter tilgængelige – og spørgsmål er velkomne (også til forståelsen af skitsen med tether’en).