| | |  | Satellitters kredsløb | |
Satellitters kredsløb
Indledning
En satellit kan cirkulere i samme bane i lang tid, fordi der er balance mellem Jordens tyngdepåvirkning og centrifugalkraften. Da satellitterne bevæger sig uden for atmosfæren, møder de ingen luftmodstand. Inertiens lov bevirker derfor, at satellittens bevægelseshastighed er konstant. En satellit kan derfor kredse i samme bane omkring Jorden i flere år.
Tyngdekraften aftager med afstanden til Jorden, mens centrifugalkraften stiger med stigende omløbshastighed. En satellit i lav bane, typisk ca. 800 km fra Jorden, er derfor udsat for en stor tyngdepåvirkning og må bevæge sig med stor hastighed for at opnå en tilsvarende stor centrifugalkraft. Der er altså en nøje sammenhæng mellem satellittens afstand til Jorden og dens omløbstid. I afstanden 36000 km er omløbstiden 24 timer svarende til Jordens rotationstid. En satellit i denne afstand i ækvatorplanet vil således stå stille i samme position i forhold til Jorden.
Den geostationære bane
Den geostationære bane 36000 km fra Jorden i ækvatorplanet er mest kendt for de mange satellitter til forskellige former for telekommunikation, herunder TV. Via disse satellitter kan man sende signaler hele vejen rundt om Jorden. Telekommunikationssignaler bevæger sig i rette linier, og man er derfor afhængig af, at satellitterne står stille i samme position i forhold til Jorden.
Meteosat og andre satellitter i den geostationære bane gør det muligt løbende at overvåge vejrsituationen over hele Jorden bortset fra Nord- og Sydpolen
En stationær satellit giver den fordel for telemålingen, at den hele tiden ser Jorden i samme perspektiv. Den kan derfor med korte mellemrum optage det samme billedudsnit. Denne mulighed er interessant i forbindelse med observationer af vejret, som hele tiden ændrer sig.
Ulempen ved den geostationære bane er den store afstand til Jorden. Den sætter grænser for, hvor høj en geografisk opløsning man kan opnå. En serie vejrsatellitter fordelt hele vejen rundt om Jorden er placeret i den geostationære bane.
| | Solsynkron bane | |
Solsynkrone baner
Mange satellitter er udstyret med passive sensorsystemer, som er afhængige af sollyset. De måler jo Jordens reflektion af sollys. Banen skal derfor afpasses i forhold til nat og dag. Det er vigtigt at kunne sammenligne billeder optaget over en vis tidsperiode. Hvis de skal være sammenlignelige er det nødvendigt, at belysningsforholdene er ens for de optagelser, der skal sammenlignes. Optagelserne skal finde sted på samme tidspunkt på dagen lokal tid, så Solens højde over horisonten er den samme. Det plan som satellittens bane ligger i skal altså have en konstant vinkel til sollyset. Det opnås ved at anbringe satellitten i en polær bane.
Mens satellitten cirkulerer i sin bane, drejer Jorden rundt om sin akse nedenunder. For hver omgang satellitten tager, scannes en ny stribe på jordoverfladen, og efter et vist antal omgange vil hele Jorden være scannet. Nogle satellitter scanner en bred stribe hver gang og kan derfor dække Jorden i løbet af ganske få omgange, mens højopløsningssatellitter, som kun scanner en smal stribe, er flere dage om at scanne hele Jorden.
Last update: 21 Juli 2010 | |
