Kathmandu hovedstaden i Nepal. Selv om Nepal var et af de mindst urbaniserede lande i verden, hvor kun 6,3 procent af befolkningen boede i bymæssige områder i 1981, ser det ud som om, årtiet fra 1971-81 oplevede en større tilgang af bybefolkning, som steg med ca. 108 procent, med en årlig tilvækst på mere end 8,4 procent. Urbaniseringstakten i de tidlige 1990'ere var på omkring 8 procent.

Alligevel blev kun 23 bebyggelser klassificeret som bymæssige områder, og kun et af disse havde en befolkning på mere end 100.000 - det var hovedstaden Kathmandu med en samlet befolkning på lidt over 235.000.
Sammen med de to andre større bymæssige bebyggelser, Patan og Bhaktapur, har Kathmandudalen i regionen Hill den største koncentration af bymæssig befolkning - næsten 40 procent.

I dag har Nepal den højeste urbaniseringstakt (5% årligt) i Sydasien. I Nepal har urbaniseringen været en ny trend, som er foregået meget hurtigt og på en ganske ukontrolleret og tilfældig måde. Det har føjet mange nye sider til Nepals miljømæssige og udviklingsmæssige problemer.
Problemet er størst i Nepals byer, der skal klare den stigende mængde fast affald fra den voksende befolkning, overfyldte byer, ændrede forbrugsmønstre, brugen af nye råmaterialer (som plast) samt den øgede industrialisering.

Det har medført forurening af luften og vandet, sundhedsrisici og en generel øget forringelse af byerne. 85% af Nepals affald er fast affald, hovedsageligt fra husholdningerne, mens resten udgøres af affald fra hospitalerne, landbruget (pesticider, gødning) og industrien. Farligt affald bliver hovedsageligt bortskaffet sammen med alt andet affald (losseplads eller forbrænding) eller opbevaret uden passende sikkerhedsforanstaltninger, hvilket øger problemerne og risiciene ved håndteringen af fast affald.