ESA title
Det europæiske forskningslaboratorium Columbus.
Agency

Europæisk rumlaboratorium på plads i nat

12/02/2008 867 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Klokken 22:44 dansk tid mandag aften blev laboratoriet Columbus, som er hjørnestenen i Europas bidrag til den internationale rumstation ISS, officielt koblet til rumstationen.

Beskeden ”Det europæiske Columbus modul er nu en del af ISS” blev givet af den franske astronaut Leopold Eyharts, som er medlem af den europæiske rumfartsorganisation ESA’s astronautkorps. Eyharts styrede rumstationens robotarm under den endelige installation af laboratoriet. Manøvren indebar også en rumvandring, som de amerikanske astronauter Rex Walheim og Stanley Love stod for.

”Endnu en stor dag for ESA, for den europæiske industri og for hele Europa”, siger Alan Thirkettle, leder af ESA’s program knyttet til ISS.

”Nu har fire af de internationale partnere hver deres elementer på ISS. Nu bliver der for alvor tale om en international rumstation. Vi glæder os meget til, at den femte partner slutter sig til i den kommende måned”, tilføjer Alan Thirkettle.

Columbus blev sendt op fra Kennedy Space Centre i Florida den 7. februar med NASA's rumfærge Atlantis. Med ombord var også et astronauthold, der blandt andre talte to medlemmer af det europæiske astronautkorps, Léopold Eyharts fra Frankrig og Hans Schlegel fra Tyskland. Hans Schlegel skal onsdag deltage i missionens anden rumvandring sammen med Rex Walheim.

Det er meningen, at Hans Schlegel skal vende tilbage til Jorden efter rumfærgens mission på tolv dage, mens Léopold Eyharts skal blive på ISS i over to måneder for at overvåge driften af Columbus laboratoriet.

Det 7 meter lange og 12,8 tons tunge Columbus modul er hjørnestenen i Europas bidrag til ISS. Laboratoriet gør det muligt for astronauter at udføre eksperimenter i vægtløshed inden for felter som psykologi, biologi, fysik, teknologi og uddannelse samt eksperimenter med fokus på rumforskning, jordobservation, materialer og rumteknologi.

Med lanceringen af Columbus er ESA blevet medansvarlig for driften af ISS og kan derfor benytte sine egne astronauter som en del af de faste hold i et størrelsesforhold svarende til det europæiske bidrag.

Columbus bærer 2,5 tons videnskabeligt udstyr bestående af fem indvendige racks, der blandt andet indeholder et biolaboratorium og et flydende laboratorium.

To andre vigtige elementer skal placeres på Columbus's ydre platforme. Det er Sol-observatoriet og den Europæiske Teknologiske Udforskningsfacilitet.

Driften af Columbus vil blive styret af ESA's Columbus Kontrol Center, der hører til ved den tyske rumfartsorganisation. Kontrolcenteret vil desuden stå for den europæiske netværkskommunikation og samarbejde med amerikanske og russiske kontrolcentre. Et netværk af User Support and Operations Centres (USOC’s) er blevet sat op overalt i Europa som bindeled mellem forskerne og de videnskabelige eksperimenter ombord på Columbus og for at give forskerne mulighed for at kontrollere deres eksperimenter og modtage real-time data om deres resultater.

Efter planen skal rumfærgen Atlantis afkobles fra ISS den 16. februar og lande i Florida igen to dage senere.

Related Links