Is-satellittens finske hjerte
ESA’s CryoSat, som sendes op i starten af oktober for at undersøge verdens is-dække, har – usædvanligt for en satellit – faste solpaneler i stedet for bevægelige. Bag panelerne banker et finsk hjerte
De fleste satellitter, som drives af solenergi, har bevægelige paneler, der hele tiden kan stå optimalt i forhold til Solen. Til ESA’s satellit CryoSat, der er planlagt til opsendelse 8. oktober, er der imidlertid valgt faste paneler, der sidder omtrent som taget på et hus. Det har forenklet designet af satellitten, som det er lykkedes at gøre så godt som fri for bevægelige dele. Det har igen gjort det muligt at skabe en meget enkel og kompakt satellit. Under ”taget” af solpaneler ligger den centrale enhed for strømforsyning, PDU’en (Power Distribution Unit).
”Man kan sammenligne PDU’en med en lunte”, siger Kimmo Mylyoja fra den finske virksomhed Patria, som har fremstillet enheden, der har en størrelse omtrent som en skotøjsæske.
”Strømmen fra solpanelerne ledes til PDU’en, som fordeler den til de videnskabelige instrumenter og de øvrige systemer ombord. Lige som en lunte er det PDU¨’en, der sørger for, at det hele tænder”.
Blandt andet er det PDU’en, som sørger for, at solpaneler og antenner går i gang efter opsendelsen. Enheden skal også forhindre, at eventuelle fejl et sted i satellitten forplanter sig til de øvrige systemer.
Ud over til CryoSat har Patria, som i dag er Finlands største virksomhed inden for rumfart, også fremstillet PDU’en til ESA’s kommende videnskabelige satellit Venus Express, der også er tæt på opsendelse.
”Der er en stor forskel på de to satellitter. CryoSat har kun ét stort videnskabeligt instrument (radaren, der skal måle isens tykkelse, red.), mens der er et helt dusin strøm-hungrende instrumenter ombord på Venus Express”, siger Kimmo Kylyoja, som løfter en tommelfinger for hver af de to satellitter.
Artiklen indgår i en serie på ESA's webportal om nordiske forskeres engagement i is-satellitten CryoSat, der er planlagt til opsendelse 8. oktober. Serien markerer, at målinger af is og sne er af særlig nordisk interesse. Der vil være en ny artikel hver tirsdag og torsdag frem til opsendelsen.