ESA title
Et grafisk bud på, hvordan asteroiden Steins kan tage sig ud.
Agency

Kometjæger zoomer ind på asteroide

19/08/2008 403 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

På sin vej ud til at landsætte en sonde på en komet i 2014 er ESA’s fartøj Rosetta vågnet til dåd for at studere asteroiden Steins. Fra sin nuværende position udfører Rosetta målinger, der skal fastslå Steins’ bane med langt større nøjagtighed, end forskerne har været i stand til fra jorden.

Asteroiden (2867) Steins er indbudt til stævnemøde 5. september. Nemlig med den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Rosetta, som egentlig er på vej til at studere kometen 67P Churyumov-Gerasimenko.

Instrumenterne ombord er allerede stillet ind på asteroiden. De målinger, som lige nu strømmer fra rumfartøjet ned mod jorden, skal bruges til at få et langt mere præcist billede af asteroidens faktiske bane. Hidtil har forskerne kun observeret det lille himmellegeme fra observatorier på jorden. Fra sin nuværende position kan Rosetta forbedre nøjagtigheden af vores viden om banen fra hidtil 100 km til blot 2 km (målt ”cross-track”, altså på tværs af banen).

I øjeblikket er kun et af Rosettas instrumenter, OSIRIS (Optical, Spectroscopic and Infrared Remote Imaging System), i stand til at skelne asteroiden som en lillebitte prik på himlen. Ca. 11 dage før mødet med Steins bliver også Rosettas to navigations-kameraer i stand til at følge asteroiden.

Alle de indsamlede data fra instrumenterne vil blive brugt til at fin-korrigere Rosettas bane, så mødet 5. september kan finde sted i tæt, men naturligvis sikker afstand.

Rosetta blev sendt op i 2004 og skal møde Churyumov-Gerasimenko i 2014. I over et år vil sonden foretage et grundigt studie af dette levn fra den primitive stjernetåge, der fødte vores solsystem for omkring 5 milliarder år siden.

Related Links