Månefartøj klarede tre rum-storme
Danske stjernekameraer ombord på ESA-mission til Månen virkede selv under hård beskydning fra voldsomme udbrud af ladede partikler fra Solen
Fartøjet SMART-1 fra den europæiske rumfartsorganisation ESA har nu overlevet den formentlig mest kritiske del af sin rejse mod Månen – og også de dansk udviklede stjernekameraer ombord stod for presset.
”Det er lidt af en bedrift. Dels er det første gang, at nogen har udviklet et stjernekamera, der har kunnet fungere i strålingsbælterne omkring Jorden, dels har rumskibet været udsat for en overraskelse, da tre voldsomme sol-storme ramte det. I mere end 20 timer var strålingsniveauet 10.000 gange kraftigere end normalt”, fortæller lektor John Leif Jørgensen, Danmark Tekniske Universitet. Han har ledet udviklingen af missionens stjernekameraer, hvis kamerahuse er foret med 24 karats guld som værn mod de barske forhold på rejsen.
SMART står for Small Mission for Advanced Research in Technology. Altså små missioner, der har som formål at opnå teknologiske fremskridt inden for rumfarten. Blandt de mange innovative elementer i missionen er, at fartøjet drives frem af en såkaldt ion-motor, som udnytter den medbragte mængde af brændstof langt bedre i forhold til traditionelle motorer til anvendelse i rummet. Til gengæld kan motoren ikke lave pludselige, voldsomme accelerationer. Derfor kan man ikke med et snuptag bringe rumfartøjet fri af strålingsbælterne omkring Jorden – som man normalt gør. Man har været nødt til at hæve SMARTs bane langsomt og dermed udsætte det for strabadserne fra strålingen. I Jordens strålingsbælter – som kaldes Van Allen bælterne – er partikler fra rummet indfanget af Jordens magnetfelt.
SMART-1 blev opsendt 28. september 2003 og ventes i kredsløb om Månen i marts 2005.