Ozon-hullet større end sidste år
Selvom brugen af de mest ozonnedbrydende kemikalier er faset ud, optræder der fortsat kraftig udtynding af ozonlaget over Antarktis hvert år på denne årstid. Ozonhullet i 2008 over Antarktis er større end i 2007, men dog ikke så stort som i rekordåret 2006.
Ozon er et beskyttende atmosfærisk lag, der findes i omkring 25 kilometers højde og fungerer som et sollys-filter, der beskytter livet på Jorden mod skadelige ultraviolette stråler. Disse stråler kan øge risikoen for hudkræft og skade livet i havet.
I år har det tynde ozonlag over Sydpolen nået en udbredelse på omkring 27 millioner kvadrat-kilometer. Altså mere end de 25 millioner kvadrat-kilometer i 2007, men mindre end rekorden på 29 millioner kvadratkilometer, som blev sat i 2006. Det er samme størrelse som det nordamerikanske kontinent.
Nedbrydningen af ozon er forårsaget af ekstrem kulde i stor højde kombineret med tilstedeværelsen af ødelæggende ozon-gasser i atmosfæren som klor og brom, der stammer fra syntetiske produkter såsom chlor-fluor-carboner (CFC), der blev udfaset med Montreal protokollen fra 1987, men fortsætter med at være til stede i atmosfæren.
Størrelsen af ozonhullet ved Antarktis varierer hvert år afhængigt af vejrforholdene. I løbet af den sydlige halvkugles vinter holdes atmosfæren over det antarktiske kontinent afskåret fra udveksling med luft fra breddegrader nærmere ved Ækvator af fremherskende vinde kendt som polar vortex. Polar vortex er karakteriseret ved meget lave temperaturer, der fører til forekomsten af såkaldte stratosfæriske skyer.
Når det antarktiske forår kommer i september eller oktober, bevirker kombinationen af det tilbageværende sollys og tilstedeværelsen af stratosfæriske skyer en frigivelse af meget ozon-reaktive klor-radikaler, der nedbryder ozonen til ilt-molekyler. Et enkelt molekyle af klor har potentialet til at nedbryde tusindvis af ozon-molekyler.
Julian Meyer-Arnek fra det tyske rumfartscenter (DLR), som overvåger ozonhullet blandt andet ved at bruge data fra ESA’s miljøsatellit Envisat, siger:
"I 2007 førte en svagere varmetransport til koldere temperaturer i stratosfæren over Antarktis. Det førte igen til kraftigere dannelse af stratosfæriske skyer. Derfor så vi en hurtig dannelse af et ozonhul i september 2007. I 2008 var der en stærkere varmetransport end normalt, så der blev dannet færre stratosfæriske skyer. Derfor blev omdannelsen af kemisk inaktive stoffer til ozonnedbrydende stoffer mindsket, således at ozonhullet faktisk var en anelse mindre end normalt i begyndelsen af september 2008. Men derefter forblev polar vortex’en konstant i en lang periode – og ozonhullet i 2008 endte med at blive et af de største, der nogensinde er observeret”.
