Radiosignal sladrer om Titans overflade
Forskerne jokede først med, at det måtte være Titan-boere, der stod bag en forvrængning af signalerne fra landingssonden Huygens. Nu ved de, at forvrængningen er et nyt værktøj til at måle en overflades beskaffenhed. Det kan bruges ved fremtidige landinger på planeter og måner
Kommende ekspeditioner til planeter og måner kan få glæde af et overraskende ”ekstra” resultat, som forskerne har fået ud af landingen på Saturns største måne Titan for mere end halvandet år siden. Det har nemlig vist sig, at signalerne fra ESA’s sonde Huygens rummer en beskrivelse af overfladens beskaffenhed – også selvom dette slet ikke var indbygget i designet.
Huygens landede på Titan 14. januar 2005. Sonden var kun designet til at sende data i en ganske kort periode efter landingen. Den medbragte radiosender var alt for svag til at kunne nå Jorden, og da sondens moderfartøj, amerikanske Cassini, alligevel kun var synligt for sonden i 71 minutter, var der ingen grund til at sende data i længere tid.
De 71 minutters transmission har imidlertid vist sig at rumme et ekstra sæt af oplysninger, nemlig at overfladen er oversået med sten i størrelsesordenen 5-10 centimeter i diameter. Oplysninger af denne type kan være af stor værdi for kommende missioner, der skal landsætte sonder på måner eller planeter, fordi de kan fortælle, hvor man bedst kan landsætte en sonde.
Nøglen til oplysningen er en overraskende forvrængning i det signal, som landingssonden sendte op til sit moderfartøj.
Først jokede forskerne med, at det måtte være Titan-boere, som trak landingssonden hen over overfladen, men hurtigt gik de over til mere seriøse undersøgelser af, hvad der forårsagede ændringerne.
De nåede frem til, at en del af det signal, som Huygens har sendt til Cassini, ikke er sendt direkte op, men er sendt ned mod månens overflade og reflekteret op til fartøjet. Dette giver en forvrængning af signalet. Vel at mærke er forvrængningen ikke konstant, men ændrer sig i takt med, at Cassini bevæger sig hen over himlen og dermed ændrer position i forhold til landingssonden.
Ved at simulere i en computer på Jorden, hvordan forvrængningen ændrer sig i forhold til overfladens beskaffenhed, er forskerne nået frem til, at en overflade bestrøet med sten i størrelsesordenen 5-10 centimeter giver det mønster, som faktisk blev registreret.
”Vi kunne ikke være sikre på, at Huygens i det hele taget ville overleve landingen, så vi havde aldrig rigtigt tænkt på, hvordan signalet reflekteret fra overfladen ville tage sig ud. At signalet har vist sig at indeholde så megen information er en sand bonus”, siger Miguel Pérez-Ayúcar, medlem af ESA’s Huygens-team.
”Metoden kræver intet særligt måleudstyr, idet man udnytter det normale kommunikationssystem. Erfaringen kan overføres til enhver fremtidig landingssonde”, tilføjer Miguel Pérez-Ayúcar, som dog mener, at ganske små justeringer af udstyret vil gøre det endnu mere velegnet til formålet fremover.
