To ruter sejlbare gennem Arktis
I september var den nordlige passage og den nordvestlige passage gennem nogle uger åbne på samme tid. Det er ikke set tidligere i den tid, det har været muligt at følge isens udbredelse fra satellit.
Med vinteren i anmarch er isen igen begyndt at brede sig på polarhavet i nord. Da isdækket var mindst, havde det den næstmindste udbredelse siden målinger fra satellitter begyndte i 1970'erne.
”Analyser af data fra ESA's Envisat og andre satellitter indikerer, at den nordlige havrute blev sejlbar, da en sti gennem Vilkitski Strædet endelig åbnede sig den 5. september. Det er første gang vi ser, at begge de historiske passager er åbne samme år”, fortæller Dr. Pablo Clemente-Colón, hovedforsker for NIC, US National Ice Center, i en email sendt fra isbryderen Haely i det arktiske hav, hvorfra han leder et kortlægningsprojekt i samarbejde med den canadiske kystvagt.
”Begge ruter var lukket igen den 22. september”, tilføjer han.
Den såkaldte nordvestpassage gennem canadisk farvand er den mest direkte smutvej fra Europa til Asien, men i historisk tid har den altid været lukket. I år var den imidlertid åben for andet år i træk.
Clemente-Colón fortæller videre:
"Så tidligt som den 18. august 2008 var den nordvestlige passage begyndt at være sejlbar ifølge NIC’s analyse af data fra Envisats instrument ASAR (Advanced Synthetic Aperture Radar, red.). Vi var dog tilbageholdende med at annoncere det, da en stor mængde is stadig var fremherskende”.
Den nordlige havrute strækker sig fra Norskehavet langs den arktiske kyst af Asien gennem Beringshavet til Stillehavet.
Hvert år oplever det arktiske hav dannelse og derefter smeltning af store mængder af is, der flyder på havoverfladen, men det samlede tab er accelereret. I løbet af de sidste 30 år har satellitter, der har observeret Arktis, været vidne til mindskelse af isens omfang i slutningen af sommeren fra omkring 8 millioner kvadratkilometer i begyndelsen af 1980'erne til et historisk minimum på mindre end 4,24 millioner kvadratkilometer i 2007. Dette års omfang, der er langt under det langsigtede gennemsnit, kan ikke betragtes som et opsving.
"Selv om sidste års rekord for sommerhavisens mindskelse ikke blev brudt, gik en rekordstor mængde af den tykkeste havis faktisk tabt denne sæson. Det påvirker tykkelsen af den havis, der i øjeblikket findes i regionen omkring Nordpolen. Det lægger op til flere rekordlave eller nær-rekordlave registreringer i de kommende år”, fortæller Clemente-Colón.
Arktis er en af de mest utilgængelige områder på Jorden og har lange perioder med dårligt vejr og forlænget mørke. Derfor var det svært at få målinger af havis før indførelsen af satellitter. Radar-instrumenter om bord på jordobservations-satellitterne, som eksempelvis Envisat's ASAR, er særlig egnede til overvågning af polarområder, fordi de er i stand til at tage billeder gennem skyer og mørke. ESA har bidraget med denne type satellitdata i mere end 20 år. De er i færd med at bidrage til det internationale polarår 2007-2008, der er en af de mest ambitiøse koordinerede videnskabsprogrammer nogensinde foretaget i Arktis og Antarktis.
Yderligere udnyttelse af data indsamlet over Arktis siden 1991 er en del af et initiativ fra ESA om klimaændringer, der vil blive foreslået af ESA's medlemsstater på ministerkonferencen i november 2008. Forslaget har til formål at sikre levering af relevante oplysninger om klima-variabler, der stammer fra satellitter. I 2009 vil ESA levere endnu et væsentligt bidrag til forskningsområdet med opsendelsen af satellitten CryoSat-2. Observationerne, der foretages i løbet af satellittens treårige levetid, vil være værdifuld dokumentation for, med hvilken hastighed isens tykkelse og dækning aftager.
