ERS - billede af Niger-indlandsdeltaet

Hovedproblemet i denne region er ørkendannelse forårsaget af klimaforandringer og overbefolkning. Et af de store vandreservoirer i den lavere indre region af Niger er Debosøen. Søen har tilløb fra floden Barra Issa, en del af Nigerfloden. Søen indeholder vand året rundt selv i tørketiden. Folk er afhængige af den årlige oversvømmelse.  
 

	Sahel - Overgang mellem ørken og savanne

Sahelzonen
 
For omkring 20.000 år siden dækkede Sahara et område omtrent som i dag. Men i de efterfølgende våde perioder skrumpede den ind og overlevede i små områder i Nordafrika. Mod syd udviklede der sig store flodsystemer med meget store områder med fine aflejringer som i Niger-indlandsdeltaet og Tchadsøen. De mange bevægelige klitter blev standset af naturlig vegetation. Fra omkring 3000 f. Kr. ændredes klimaet i de nordlige troper sig, og landet vendte tilbage til sin tørre tilstand. Sahara voksede igen. I den sydlige udkant, den nuværende Sahelzone, har der siden været regelmæssige tørkeperioder.

Økosystemerne på savannerne og de traditionelle former for menneskelig økonomisk aktivitet har tilpasset sig disse klimafrembragte tørkeperioder, der har medført periodiske ørkenlignende fænomener i den ene region efter den anden. Vegetationen og befolkningen og dyreholdet har overlevet gang på gang efter disse tørre perioder, der generelt har varet adskillige år.
 
 
Ørkendannelse
 
Sahel-området er overgangszone mellem Sahara ørkenen og de fugtigere tropiske regioner i Afrika. Sahel kommer fra arabisk "sahil", der betyder "kant" eller "kystlinje". Sahel er den nordlige del af en overgangsklimazone med en nedbør på fra 150 til 450 mm og med 8 til 10 måneder uden regn overhovedet. Området strækker sig fra Atlanterhavet tværs over Afrika til det Røde Hav nord for Etiopien. Bredden varierer mellem 300 - 500 km.

Med hensyn til vegetation består Sahel af halvørken mod nord og Sahelsavannen mod syd. I dette område består plantelivet hovedsageligt af tornekrat, buske og enkelte træer, mest Acacia albida og Acacia senegal. Der vokser mere efter regn, men planterne visner hurtigt i den udtørrede jord.

Det største problem i Sahelregionen er ørkendannelse, som er en udbredelse af ørkenområder ind i de naturlige barrierer som savanner og stepper. Der er mange grunde hertil. I de forgangne år har der været store udsving i mængden af nedbør med alvorlige tørkeperioder (1912-15, 1941-42, 1968-74, 1983-85). Plantedækket forsvinder og uden naturlige barrierer flytter ørkenen ind - godt hjulpet af nordøstpassaten, der også tørrer jorden ud.
 
 

At bo i Sahel

Selv om der så kom mere regn, er det svært at opdyrke den sandede jord igen. Et endnu mere destruktivt bidrag til ørkendanelsen er det stigende befolkningstal i dette følsomme område. Moderne teknologi giver mulighed for udgravning af stadig dybere og mere effektive brønde. Det opmuntrer landmændene til at holde stadig mere kvæg. Dette kvæg har behov for mere og mere græsning, og grundvandspejlet falder. Buske og træer dør, og jorden tørrer ud. Derefter blæser vinden de for landbruget vigtige vigtige øverste jordlag væk og efterlader en sandet og klippefyldt overflade.

Planterne vokser meget langsomt på sandjord, mens befolkningen har behov for stadig mere brændsel og foder til deres dyrehold. Derfor forsvinder selv det sidste sparsomme dække. Uden naturlige plantebarrierer kan ørkenen få fodfæste uden modstand af nogen art. Store mængder sand blæser ind på stepperne og forhindrer planterne i at vokse, selv når det regner. Derefter flytter folk ind på de sydligere stepper for at finde brugbar vegetation. Befolkningen øges enormt med deraf følgende øget behov for brændsel og dyrefoder. Ørkendannelsen breder sig. Sahel har mistet et bælte på omkring 100 km til Sahara siden 1970'erne.