ESA title
Ariane 5 løfteraketten er klar til at sende fragtfartøjet Johannes Kepler til vejrs.
Agency

Europa tanker rumstationen op

15/02/2011 1778 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Sent i aften skal det ubemandede fragtfartøj Johannes Kepler sendes op med forsyninger af mad, brændstof og andre fornødenheder til den internationale rumstation. Fartøjet bliver den tungeste last, Europa nogensinde har sendt til vejrs.

Klokken 23:13 i aften dansk tid skal en europæisk Ariane 5 løfteraket forlade rampen på den europæiske rumbase Kourou i Fransk Guyana for at sende det ubemandede fartøj Johannes Kepler til vejrs. Med en vægt på 20 tons bliver fartøjet, der skal bringe friske forsyninger til den internationale rumstation (ISS), den tungeste last, som den europæiske rumfartsorganisation ESA hidtil har sendt til vejrs.

Johannes Kepler bliver det andet europæiske såkaldte ATV (Automated Transfer Vehicle), som sendes op til rumstationen. I marts 2008 blev fartøjet Jules Verne sendt op på en tilsvarende mission.

Sammenkoblingen med rumstationen er planlagt til at finde sted onsdag d. 23. februar.

Ud over at levere forsyninger til rumstationen skal fartøjet hæve rumstationens bane ved at starte sine motorer en række gange efter at være koblet til stationen. Hævningerne modvirker den naturlige sænkning af rumstationens bane, der gradvis forekommer.

Fartøjet har fået sit navn efter den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1630), som især er kendt for sit arbejde med at beskrive banerne for planeterne i Solsystemet. I Danmark er Kepler desuden kendt for sit nære samarbejde med Tycho Brahe.

Til slut – det vil sige i juni i år - skal fragtfartøjet fyldes op med affald og genstande, der med tiden er blevet overflødige på rumstationen. Derefter sendes Johannes Kepler ind i Jordens atmosfære over Stillehavet, hvor fartøjet og lasten af affald brænder op i en planlagt manøvre.

Related Links