Sjældne, høje skyer over Mars
ESA’s Mars Express har fundet skyer i overraskende stor højde – højere end over nogen anden planets overflade, inklusive Jordens. Opdagelsen har betydning for fremtidige landinger.
Mikroskopiske støvpartikler samler kuldioxid omkring sig, så der dannes skyer. Det er forskernes bedste bud på at forklare et fænomen, som et instrument ombord på den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Mars Express nu har afsløret: skyer i 80 til 100 kilometers højde.
Skyerne er højere end man har iagttaget over nogen anden planets overflade. Ganske vist kan man finde tilsvarende tynde skyer i 80 km’s højde over Jorden, men man skal huske på, at Jorden er væsentligt større end Mars og har væsentligt mere atmosfære. Densiteten (tætheden) af atmosfæren i 80 km højde over Jorden svarer til densiteten i blot 35 km højde over Mars. Det gør fundet af skyer i 80-100 km højde over Mars ekstra bemærkelsesværdigt.
Rumfartøjet har ikke fotograferet skyerne direkte. I stedet er de fundet med en indirekte metode. Instrumentet SPICAM (Ultraviolet and Infrared Atmospheric Spectrometer) har iagttaget fjerne stjerner lige inden, de er forsvundet bag horisonten. Ved at analysere, hvordan stjernernes lys er påvirket på sin vej gennem planetens atmosfære, kan man danne sig et billede af, hvilke molekyler der findes i forskellig højde i atmosfæren.
Skyerne er så høje og tynde, at de vil være usynlige for en iagttager på Mars gennem det meste af døgnet. Kun kort efter solnedgang vil skyerne være oplyst af Solens stråler og dermed blive synlige mod aftenhimlen – sådan som man også kender det fra svage, højtliggende skyer over vor egen planet.
90-100 km over Mars er temperaturen – 193 grader C. Det udelukker, at skyerne kan bestå af vanddamp. I stedet er det bedste bud, at skyerne består af kondenseret kuldioxid. SPICAM har også leveret et bud på en supplerende forklaring. Instrumentet har nemlig fundet mikroskopiske støvkorn i 60 km højde over Mars. Hvert støvkorn er blot 100 nanometer i diameter. Forskernes hypotese er, at krystaller af kuldioxid sætter sig på sådanne støvkorn, således at der dannes skyer. Støvkornene kan enten tænkes at stamme fra klipperne på overfladen eller at være resterne af meteorer, der er brændt op i atmosfæren.
Ud over den videnskabelige interesse har fundet betydning for den praktiske rumfart. Når man nemlig ønsker at bremse sit rumfartøj op, enten med henblik på en landing eller for at gå i kredsløb, vil det være muligt at udnytte friktion med partikler i den yderste atmosfære til at sænke hastigheden.
