Tysk astronaut gennemfører rumvandring
ESA-astronauten Hans Schlegel har gennemført sin første rumvandring. Den varede 6 timer og 45 minutter. Kort efter rumvandringen officielt startede 15.27 dansk tid 13. februar, bevægede han og NASA-astronauten Rex Walheim sig ud af luftslusen ombord på den internationale rumstation (ISS).
De to astronauters hovedopgave var at udskifte en nitrogen-beholder, der bruges til at sætte rumstationens kølingssystem under tryk. Udskiftningen af beholderen er en del af rumstationens vedligeholdelse. Den nye nitrogen-beholder kom op til ISS som en del af lasten i rumfærgen Atlantis, der også transporterede Schlegel og hans astronautkolleger.
Med hjælp fra Leland Melvin fra kontrolrummet ved rumstationens robotarm, og med koordination af rumvandringen hjulpet af rumfærgens pilot Alan Pointdexter, flyttede astronauterne den nye nitrogen-beholder fra sin position i lastområdet i Atlantis. Den blev først placeret midlertidigt i en transportvogn, mens holdet flyttede den gamle beholder. Da den nye beholder derefter var blevet placeret, blev den gamle flyttet til rumfærgens lastrum, så den kan komme tilbage til jorden.
Efter udskiftningen af nitrogen-beholderen kunne astronauterne udføre nogle andre opgaver, blandt andet at installere varmeisolerende omslag på udstyr uden på det nyligt installerede europæiske Columbus laboratorium. De tjekkede og justerede også nogle skjolde, der beskytter det amerikanske laboratorium Destiny mod at blive ramt af rumaffald – for eksempel dele fra kasserede satellitter.
Hans Schlegel og Rex Walheims rumvandring var den anden rumvandring på missionen. Fredag udfører Stanley Love og Rex Walheim missionens tredje rumvandring. Deres opgave bliver at installere to instrumenter på ydersiden af Columbus: Et SOLAR observatorium til overvågning af Solen, og en europæisk teknologisk udforsknings facilitet (European Technology Exposure Facility, EuTEF), der skal udføre otte forsøg i rummet.
NASA har besluttet at forlænge rumfærgens mission fra 12 til 13 dage. Atlantis skal kobles fra rumstationen på mandag den 18. februar og lande kl. 15.06 dansk tid på onsdag den 20. februar ved NASA's Kennedy Rumcenter.